Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

Omtrent paa denne tid blev de første ordentlige elektrisermaskiner konstrueret. De hadde glaskuler (istedenfor svovelkuler) og blev dreiet hurtig rundt ved snoroverføring. Elektriciteten førtes hen til et metah legeme, konduktoren. Senere fandt man paa at gni glasset (som tilslut fik form av en skive) med skindtøi istedenfor med haanden, og sørge for at rivetøiet blev avledet til jorden. I Leiden i Holland var der i 1745 en professor Musschenbroek som ærgret sig over at elektriciteten forsvandt saa let, og saa fandt han paa at ville samle den op i en flaske med vand (leder fra konduktoren ned i vandet). En dag var hans ven Cunæus tilstede, og denne holdt flasken. Tilfældigvis rørte han ved til? ledningstraaden og fik da et meget kraftig støt. Musschenbroek gjentok for* søket selv, og fandt at støtet var saa ubehagelig at han ikke vilde gjenta det «selv om han derved skulde vinde Flg- 3- Frankrikes kongekrone». Den samme flaske blev forresten opfundet av en dekan v. Kleist i Pommern, men den kaldes almindelig Lez’Jener^flasken. I sin nuværende form er den klædt indvendig og utvendig med tinfolie (men uten vand); en metalstang med bøiler eller kjede fører til det indre belæg. En fattig boktrykkerlærling i Amerika skulde bli en av dem som satte de tydeligste merker i den videre* utvikling av elektricitetslæren. Det var Benjamin Franklin (1706—90). Gjennem en engelsk kjøbmand Collinson fik han fat paa de elektriske apparater som blev mest brukt i Europa, og gjorde en række forsøk som han beskrev i breve til Collinson, der lot dem oplæse i Royal Society. Han gjorde sig snart op sin egen mening om elektriciteten. Han forkastet de to sorter og tænkte sig i stedet at alle legemer har en normal mængde elektricitet som ikke merkes. Hvis saa et legeme faar forlitet eller formeget av den, viser det sig