Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

120 fig. 96 igjen. Sæt at der ingen strøm gik i D. Saa bevæger vi A i retning henimot D. Derved gjør vi jo en forandring i det magnetfelt som omgir D, og elektronerne maa komme i bevægelse, men hvilken vei? Vi faar ikke sat dem i fart uten anstrengelse, for der er intetsomhelst i denne verden som naaes uten slit. At vi kommer D nærmere med A, vil jo for D være det samme som at vi gav elektronerne i A større fart i samme retning som før. Men det biir en rekylvirkning paa D’s elektroner (se forrige kap.), som altsaa løper motsat. Det magnetfelt som disses bevæ* gelse skaper, biir altsaa motsat vort gamle, og derfor er det anstrengelse at bevæge A. Vi kan da skaffe os en venstrehaandsregel ogsaa til at bestemme strømretningen. Tommelfingeren, som altid, i magnetkraftens retning, pekefingeren i bevæ* gelsens (znaferzebevægelsens) retning; langfingeren vil da peke i den elektromotoriske krafts retning (den sedvanlige positive). De to venstrehaandsregler til at bestemme den elektrodynamiske (materiebevægende krafts) eller den elektromotoriske krafts retning, naar den ene er kjendt, kan da sammensættes til én: Tommelfingeren i magnet? kraftens retning, pekefingeren i den kjendtes (av de to andre) retning, langfingeren finder da den søktes. Det var atter Faraday som laget en simpel indret* ning til at lage strøm paa denne maate. Intet under at hans ven og efterfølger Tyndall kaldte ham den største eksperimentator som nogensinde har levet. Maskinen saa ut som paa fig. 106: en kobberskive dreibar mellem polerne paa en hesteskomagnet, en slæpefjær mot skivens rand, fra fjæren til akselen kunde lægges en ledning med et galvanometer. Naar skven dreiedes, gik der strøm i ledningen, maskinen var en generator, strømskaper. Retningen passer med venstrehaandsregelen: tommelfingeren indover, peke? fingeren opover, langfingeren til venstre, fra centrum utover. Elektronerne gaar naturligvis ikke bare langs en radius, men bevægelsen vil være kraftigst der.