Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

153 og den virkelige strømstyrke veksler mellem 0 og et maksimum, dobbelt saa stort som den sedvanlige. Disse svingninger er ikke avhængige av nogen gnist, og er derfor stadige, udæmpede. Dette medfører betydelige fordele. De svingekredser vi her har tegnet op, er alle ringformede; elektronebanerne i svingekredsens metal* dele — mellem kondensatorplaterne og utladningskulerne — biir unatur? lige, tvungne, og det er bare under deres bevægelse i gnistrummet at de kan gi anledning til en bølge ute i æteren. Lar man der være en lang, retlinjet bane som lader op kulerne, vil ogsaa elektronebevægelsen i lede? ren hjælpe til med svingningerne; en slik kaldes en aapen svingekreds. Idet gnisten slaar over, vil der trækkes elektroner den samme vei gjennem lederen, og naar utladningen slaar om, vil elektronebevægelsen i lederen ogsaa slaa om, og vendingen av Fig. 140. Den lukkede svin« gekreds øverst trækkes ut til en aapen. Det elektriske felt omkring den forandres. kraftlinjerne foregaar over en langt større strækning. Nu kan man ikke godt strække ut den oprindelige kondensatorledning til at bli retlinjet, men man kan gjøre det ved åt lage en sekundær svingekreds, en lang, væsentlig retlinjet en, som har nogen £aa viklinger om* kring den primære (fig. 141). Vi kan tænke os dette omtrent som to fjærer som ligger like ved hinanden, og slik at den ene kan gi den andet et puf. Har vi sat den første fjæren i svingninger og lar den gi den anden et puf, kommer det an paa elasticitetsforholdene, hvor? dan de to fjærers svingninger biir. Under alle onv stændigheter avgir den første endel av sin energi til den anden. Det kan da hænde at den første fjær næsten straks kommer tilro, og al energien gaar over i den anden, som da vil svinge «rent»; det kan ogsaa hænde at den første vedblir at svinge en stund, og da vil de to gjensidig paavirke hinanden, svingning gerne biir «urene». Likesom med fjæren har ogsaa