Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv
Forfatter: O. Folden
År: 1915
Forlag: H. Aschehoug & Co.
Sted: Kristiania
Sider: 166
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000151
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
28
bindes. Pilene i fig. 16 hvor elektronerne er optegnet,
gaar i disses bevægelsesretning. De sedvanlige pilret^
ninger er i den saakaldte «positive» strøms retning alt*
saa motsat; de vil bli brukt, for den gamle betegnelse er
ikke saa let at avskaffe, den er halsstarrig som «kjær*
ringa mot straumen».
Naar der gaar en elektrisk strøm, d. v. s naar elek*
tronerne er i bevægelse i en ledning, maa vi ikke op?
fatte det som at det er de samme elektroner som stadig
flyr den hele bane. Gaar strømmen i metaller, altsaa
elektronerne mellem atomer, loper de fra det ene til
det andet, snart fanges et frit elektron ind i atomernes
hvirvel, snart slynges der et ut, rent som «tredje mand
i vinden», men retningen er bestandig den samme.
Dannes strømmen av frie elektroner, er forholdet
noget likt bevægelsen i en luftstrøm. Om en luftmasse
er i bevægelse i en bestemt retning, saa flyr derfor
ikke alle molekylerne denne vei. Som i luft i ro
bevæger de sig i alle mulige retninger mellem kollision
nerne, men gjennemsnitsfarten er større i bevægelsens
retning end i alle retninger. Likedan med elektronerne,
de bevæger sig fremdeles i alle retninger, men mere i
en end i de andre.
Der staar endnu tilbake et meget vigtig punkt som
vi i al stilket har sprunget over. Hvordan kan et elek?
frisk legeme virke paa et andet som er langt unda,
ialfald ikke i berøring med det første? Er det en fjern?
virkning, eller er der en skjult sammenhæng gjennem
rummet? Ganske det samme problem gjælder forresten
kloderne i verdensrummet, i det hele al materie. Begge
problemer maa løses paa samme maate, og det er
kanske lettest at forstaa forholdet naar vi tar den
haandgripelige materie. Hvordan kan jorden saa at si
vite om maanens eksistens og «trække» paa den? Eller,
for at ta noget nærmere: Naar vi klipper stilken av
paa et eple, hvorfor falder det ned? Kunde det ikke
like saa godt fare tilveirs? eller vandre utover? Om
nogen av de sidste muligheter indtraf, vilde vi bli
yderst forbløffet. Men det er fordi vi ikke er vant