Bygningskonstruktionslære
Til Brug ved Undervisningen i Det tekniske Selskabs Skole, 1ste Del

53 har altsaa samme Vanskelighed her. Man har derfor an- vendt Spidsbuen. Ved den derved opstaaede saakaldte gotiske Hvælving har man søgt at opnaa endnu større Konstruktionsfrihed ved af anvende enten retlinede eller krumme, enten vandrette eller stigende Isselinier. Formen af de i Kapperne indlagte nye Grater er ikke vanskelig at bestemme, naar man har visse bestemte For- udsætninger at gaa ud fra. Opførelsen af disse Hvælvinger sker i Regelen ved, at Graten opføres først for sig selv og dannes af et fastere Materiale end Kapperne; de maa selvfølgelig afstives ind- byrdes, til Kapperne ere anbragte. Klosterhvælvingen over et kvadratisk Rum, Fig. 113, 114, kan tænkes opstaaet ved først at overhvælve Rummet med 2 Tøndehvælvinger og dernæst kun bibeholde af disse, hvad der kan ses fra neden, medens Resten borttages. Graterne, der ere de samme Kurver som ved Krydshvæl- vingen, danne her indspringende Linier paa Lysningsfladen. Klosterhvælvingen har endvidere Fødselslinier helt rundt, hvorfor Modstandsmure maa omslutte Rummet til alle Sider. Klosterhvælvinger kunne ogsaa anvendes over uregelmæssige Rum, men denne Anvendelse finder dog kun sjældent Sted. Klosterhvælvinger gives sjældent mere end 16‘ Spænd- vidde, og Kapperne behøve kun 1/2 Stens Tykkelse, Pil- lerne kunne have en Tykkelse, der er 2/8 af den for en Tøndehvælving med samme Spændvidde bestemte. Klosterhvælvingerne give et meget afsluttet Rum og tillade kun vanskeligt Anbringelsen af Vindues- og Dør- aabninger; de formures enten med Lejefuger parallele med den tilsvarende Tøndehvælvings Akse eller efter Svalehalen,, som f. Eks. i Regelen ved Kapper over Ildsteder, Fig. 115, hvilket er en af de Anvendelser, der hyppigst nu til Dags gøres af disse Hvælvinger.