Det Nyere Agerbrug
Et Eksempel Paa Videnskabernes Almennytte

Forfatter: Justus C. Xiebig

År: 1862

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 21

UDK: TB. 631

DOI: 10.48563/dtu-0000224

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 34 Forrige Næste
8 Dyrkningen af Fodervcexter. Man havde lært Landmanden at forvandle Foder til Staldgjsdning, og at Staldgjsdningen var det Materiale, som hans Kunst forarbejdede til Kjod og Brød; men man havde ikke lært ham, hvad hau skulde gjøre for at forskaffe sig Gjødning, naar Fo-dervcexterne ikke mere vilde voxe paa hans Mark. Man havde lært ham, at det kun var Korn- og visse Haudelsplanter, der angreb og udpiinte Jordbunden, og at Fodervcexterne skaanede, forbedrede og berigede den. Erholdt en Landmand ved gjcntagen Dyrkning af Korn paa samme Mark i andet eller tredie Aar ikke længer nogen lønnende Afgrøde, sagde han, at Marken var udpiint; men indtraf Noget lignende, f. Ex. ved fortsat eller for hyppig Dyrkning af Kløver og Roer, saa hed det sig, at Marken var syg. Man havde givet ham to forskjelligeBegreber for en og samme Fremtoning; i det ene Tilfælde var Grunden til Mis- vcexten en Mangel paa visse Stoffer, i det andet en Mangel paa Virksomhed eller Kraft; ved Gjødning hjalp han paa de udpiint Kornmarker; for at hjælpe paa Græsmarkerne spgte han Medicin eller, som naar man har en doven Hest, efter Pidsten. Hvorledes skal det gaae med Agerbruget, raabte de practiske Folk, naar Markerne med Foderplanter maae gjødes ligesom Korn- markerne for at vedblive at være frugtbare; Landmanden kan jo neppe skaffe Gjødning nok til Kornmarkerne, hvorfra stulde han da tage Gjødning til hine? Den practifle Landbruger havde forssmt at gjpre sig sin Opgave forstaaelig; han havde drevet sin Forretning som Skomageren sit Haandvcerk, men ikke med denne feet, at hans Lædersorraad efterhaanden formind- skedes; han behandlede sin Mark, som om det var et Stykke Læder uden Ende, som om hvad der blev ffa aren af foroven, voxede ud igjen forneden; Gjpdningen var for ham kun et Middel til at strække Læderet og gjøre det smidigt til Afstæ- ring; han behandlede det, som om Gud havde gjort et Mirakel sor ham, ikke for at opholde Menneskeslægten, men for at spare ham Ulejligheden med at tænke over Kilderne, hvorfra