Det Nyere Agerbrug
Et Eksempel Paa Videnskabernes Almennytte
Forfatter: Justus C. Xiebig
År: 1862
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 21
UDK: TB. 631
DOI: 10.48563/dtu-0000224
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
9
hans Velsignelse udstrømmer. I Agerbrugsskolerne havde han
lært, at Landmandens egentlige Kunst bestod deri at skære saa
mange Sko som muligt ud af det uudtømmelige Læderforraad
i Jordbunden i den korteste Tid og med den mindste Be-
kostning; og den syntes at være den bedste Lærer, der havde
bragt det videst i denne Kunst.
Der hævede sig Stemmer nok for Opretholdelsen af
denne Lære, og det var eet af de største Onder, der fulgte
heraf, at det blev regnet de Landmænd, som undtagelsesviis
vare saa heldige at hoste store uforanderlige, ja endog
voxende Afgrøder paa deres Marker og erhverve sig Formue,
som Beviis paa Forstand og Dygtighed, hvad de havde
deres Jorder at takke for, der frivilligt gave dem det, som det
ikke lykkedes Andre med den største Anstrengelse at afvinde
deres. Imod den iøjnefaldende Kjendsgjerning, at Afgrøderne
paa utallige Marker aftoge, opstillede disse Mcend deres egne
locale Erfaring, som beviste, at den agronomiske Ligevægtslære
var fuldkommen; naar blot de Andre vilde beslutte sig til at
følge den Fremgangsmaade, som ydede dem saa store Fordele,
vilde der være Ende paa al deres Nød; det forstod sig af
sig selv, at enhver Agerjord var af samme Beskaffenhed som
deres og ligeledes, at Betingelserne for dens Frugtbarhed ikke
kunde udtymmes Rigtignok stemmede kun den Kjendsgjerning, at
disse lykkelige Landmænds Marker, fordi de endnu ikke vare
udpiinte, fremdeles gave store Afgrøder, overeens med sand
Erfaring, men at svare paa, hvorlænge han da vilde kunne regne
paa disse Afgrøder, det var Ingen istand til. Haandværket eller
som man kalder det i Agerbruget, Praxis gav sig ikke af med Besva-
relsen as saadanne Spsrgsmaal; men det vilde dog maaskeehave
været klogt at tage dem under Overveielse. Det var Læren selv,
der forhindrede Eftertcenken; det var bleven en Troesscetning, at
Jordbundskrasten var uudtømmelig; thi kunde den udtømmes,
havde Driftssystemet ingen Grundvold havt, og at tvivle om
dettes Rigtighed vilde have forekommet som en forsætlig For-
nægtelse af Sandheden.