Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

128 den syges mundslimhinde. Udenfor organismen går smitstoftet hur- tigt tilgrunde, og sygdommen overføres ikke på anden hånd. Viser sygdommen sig i skoler, angribes næsten alle børn, der ikke har havt den før, ti den efterlader varig immunitet. Den optræder ofte i epidemier. Inkubationstiden er 14—19 dage; der er ingen forløbertegn; med lette febertilfælde og kun ringe forstyrrelse af almenbefindendet bry- der skålkopperne, små klare blærer, frem på huden, de tørrer ind til brune skorper i løbet af nogle dage og falder så af en ugestid senere Der er forfattere, der mener, at der ingen smittefare er i rekonvale- scensen, selv om ikke alle skorper er faldne af; men jeg tilråder dog ikke at sende børn i skole, før huden er helt fri for skorper. Difteritis. Sygdomsårsagen er difteribacillen, som, når den træn- ger ind i svælgets, næsens eller strubehovedets slimhinder, frembringer den difteriske betændelse, hvis ejendommelighed er, at der på slim- hinden aflejrer sig gråhvide eller gulgrå tykke belægninger. Disse belægninger sidder fast, fordi de ikke blot dækker slimhinden, men gennemtrænger dens øverste lag. Denne betændelse ledsages af feber og sygelige almensymtomer, der i reglen er alvorlige, ofte farlige. Smitten overføres hyppigst fra syg til sund ved ligefrem påførelse (be- røring) eller ved dråbespredning. Nogle holder for, at bacillen uden- for den menneskelige organisme er meget sejglivet, andre bestrider det; i overensstemmelse hermed mener de sidste, at smitten ikke kan overføres ad indirekte vej, medens de første mener, at den kan holde sig på brugsgenstande og på personers tøj o. 1. Hyppigt er det dog ikke, at smitten går denne vej. Derimod findes der forholdsvis mange difteribacilbærere, både efter gennemgået sygdom, og uden at ved- kommende har fejlet noget, og ved dem spredes smitten. Smitsom- heden er ikke så stor, som folk gerne tror, og modtageligheden ikke så almindelig; børn er mere modtagelige end voksne, de fleste tilfælde optræder mellem det 1ste og det 6te år, dog er børn i den skoleplig- tige alder også meget modtagelige. Der er utvivlsomt svingninger i smittens styrke; fra 1883—1900 bredte epidemierne sig med stor magt i Danmark, dengang var difteriten også mere ondartet end nu, men for tiden er der baisse. Skolerne bidrager ikke i nogen større grad til udbredelsen af difteritis, et enkelt optrædende tilfælde efterfølges sa godt som aldrig af et større udbrud i klassen eller i skolen; ind- træffer der en del difteritistilfælde, skyldes det allid miskendte tilfælde eller bacilbærere, der i nogen tid har fået lov at færdes mellem kam- meraterne, men skoleepidemier bliver aldrig store, medmindre der ud- vises utilgivelig ligegyldighed. Årskurven ligner meget kurven for skarlagensfeberen.