Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

165 temmelig ofte ses en forkrumning af hele rygraden i en stor bue til venstre. Disse venstre-konvekse skævheder har man sat i forbindelse med den skæve holdning under skrivning. Schweizerortopæden Schenk siger, at han har iagttaget, at de Heste børn, der sidder skævt under skrivning, krummer ryggen i en stor bue til venstre, der ganske svarer til den ovennævnte type af rygskævhed. Nu er de opstillede typer af skævheder noget meget vilkårligt, chablonerne passer kun dårligt, når man med uhildet blik prøver dem på virkelighedens bro- gede forskellighed; ligeså er det med de skæve skrivestillinger, én sid- der i én, en anden i en anden stilling, om nogen typisk stilling er der ikke tale — ialtfald ikke i de københavnske skoler, hvorfra jeg har mine erfaringer. Skævhedsformens afhængighed af skrivestillingen forekommer mig derfor mere end tvivlsom, snarere kan skrivestillin- gen være betinget af tilstedeværende rygskævhed eller et lille anlæg dertil, thi som ovenfor forklaret afføder enhver, selv lille skævhed en ubevidst modstand mod en kropholdning, i hvilken forkrumningen udrettes, og den holdning, barnet indtager under skrivning, vil blive afpasset derefter. Skøndt skolen som allerede sagt ikke er skyld i skævhederne, kan dog den lange sidden stille forlede barnet til skæve vanestillinger, især hvis det bliver træt, og tilstedeværende lette rygskævheder kan derved forværres. At modarbejde dette så meget som muligt er sko- lens pligt, og det sker ved velformede, efter elevernes størrelse af- passede skoleborde, ved utrætteligt at rette dårlige arbejdsstillinger i skrivetimerne samt under håndarbejdet, ved god belysning, der letter overholdelsen af den rette øjenafstand fra arbejdet, ved lektioner, der ikke er så lange, at eleverne bliver trætte af at sidde stille, ved rigelige fritider og ved gymnastik, sport og anden legemsøvelse. De fleste af de lette rygskævheder hos børnene ved optagelsen i skolen udvikler sig ikke videre og kræver ingen behandling; en del retter sig af sig selv under opvæksten. Men på den anden side er der et ikke ubetydeligt antal af skævheder, der tager til, først og fremmest de, der allerede i 6—7 års alderen er tydeligt udtalte, og foruden disse nogle, der i denne alder er svagt udtalte og udrettelige. Man kan ikke være sikker på, at en skævhed ikke vil forværres, eller til hvilken grad den vil stige, dette gælder især pigebørnene. En nogenlunde stærk skævhed er ikke blot hæslig, men den skader åndedrættet og blodomløbet ved at forsnævre brystkassen (se fig. 60); rammes den skæve af en lunge- eller hjertesygdom, bliver forløbet mere alvorligt end hos velbyggede mennesker. Svære grader af skævhed giver, som af- bildningerne viser, en rentud uhyggelig forvrængning af legemet. I de unge år er skævhederne i reglen tilgængelige for behandling, men det