Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

230 Allerede iltens opdager, Lavoisier, som i slutningen af det 18de århundrede undersøgte luftfordærvelsen, var på det rene med, at ilt- formindskelsen i luften ved åndedrættet er så forsvindende ringe, at den, selv ved den værste overbefolkning, er uden betydning for orga- nismen. Han mente, at forøgelsen af kulsyren og vanddampe samt tilblanding til luften af ildelugtende, giftige stoffer er skyld i de syge- lige tilstande. At det dog ikke er kulsyreforøgelsen, der forvolder ska- den, blev i midten af fyrrerne bevist af Franskmanden Gavaret derved, at forsøgsdyr, som indespærres i lufttætte forsøgskasser, dør, selv om den udåndede kulsyre stadig fjernes, og den forbrugte ilt erstattes. Desuden viser erfaringen, at langt større tilblanding af kulsyre til ind- åndingsluften end den, som nogensinde findes i overbefolkede rum, tåles uden skade, hvis kulsyren kun ikke stammer fra det menneske- lige åndedræt. Således er der ofte indtil 12 p. m. kulsyre i brygge- riernes gærkældere, uden at arbejderne lider noget derved, og ind- ånding af luft med 5 pct. kulsyre tåles uden skade i kortere tid {Flügge). Samtidig var det godtgjort af franske videnskabsmænd, at der er en parallelisme mellem luftfordærvelsen og kulsyreprocenten, således, at hvis denne overstiger en vis grænse, bliver luften iktelugtende og ubehagelig at indånde. Den tyske hygiejniker Pettenkofer satte i 1858 grænsen for den tilladelige mængde kulsyre i opholdsrum til 1 p. ni., og dette mål, »det Pettenkoferske maksimum«, har lige til den sidste tid været målestokken for luftfordærvelsen, ligesom den opgave, man har krævet, at luftfornyelsesindretningerne skal lose, er at forhindre, at dette kulsyremaksimum overskrides. Ved fastsættel- sen af dette maksimum lod Pettenkofer sig vejlede af sin lugtesans, idet erfaringen viste ham, at når luften indeholdt mere end 1 p. m. kulsyre, blev den ildelugtende. I virkeligheden har man i sin næse en god vejleder til bedømmelsen af luftens renhed. Kulsyreprocenten blev altså kun en indikator for luftfordærvelsen; men den sande årsag tii dennes skadelige virkninger formentes at være visse fra åndedrættet stammende, flygtige organiske tilblandinger til luften Denne teori fik en mægtig støtte, da de ansete franske fysio- loger Broivn-Sequard og d’Arsonval i slutningen af 80erne offentlig- gjorde forsøg, ved hvilke de mente at have bevist, at fortætningsvan- det af udåndingsluften indeholder en meget stærk gift (antropotoksi- net), der selv i små doser dræber dyr, når den indsprøjtes i deres blod. Men da disse forsøg blev eftergjort af andre, »løb de op som ma- skinsøm«, og læren om antropotoksinet blev mere end tvivlsom. Så- ledes var der kun usikkerhed og tvivl, da for en halv snes år siden Flügge (Breslau) og hans medarbejdere tog luftfordærvelsen op til