Hussvampen
En Vejledning for Bygningshaandværkere og til brug i tekniske Skoler
Forfatter: C. Weismann, E. Rostrup
År: 1898
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 74
UDK: 58 gl.
Med 14 tekstfigurer og 1 kolereret tavle.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
6
1. Afsnit. Svampe i Almindelighed.
Evne til at spire i en begrænset Tid, der ligeledes er forskellig for de
forskellige Arter, idet Sporerne hos nogle Svampe dør allerede efter faa
Ugers Forløb, medens andre beholder Spireevnen i mange Aar. Nogle
Sporer spirer først efter at have hvilet i kortere eller længere Tid, andre
spirer straks efter Modningen, men disse Forhold er endnu ikke saa godt
undersøgt hos Svampene som hos de højere Planter, fordi Sporernes ringe
Størrelse vanskeliggør Iagttagelserne og fordi Svampene først er under-
søgt nøjere i Løbet af den sidste Menneskealder, medens de højere Planter
har beskæftiget Forskerne gennem lange Tider.
Vi har nu set, at Svampene formerer sig ved Sporer og at nye Indi-
vider væsentlig opstaar gennem Sporerne; dog kan mange Svampe, deri-
blandt ogsaa Tømmersvainpene, formere sig ved Deling af Myceliet. Da
Sporerne jo er meget smaa, i Regelen Tusinder Gange mindre end et
Knappenaalshoved, har man i ældre Tid, da Mikroskopet endnu var i sin
Udvikling og man derfor ikke havde Midler til at iagttage de smaa Sporer,
kun kunnet forklare sig Svampenes Fremkomst ved at antage, at de
dannedes af »sig selv«; man antog, at de ikke fremkom af Organer, der
var dannet af andre Individer af samme Art, men at de opstod af døde
Dele af Plante- og Dyreriget under visse Betingelser, som man ikke nøje
kunde paapege, men blandt hvilke Fugtighed og Varme antoges at spille
en stor Rolle. Endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede troede man
paa denne Selvavl, men da Mikroskopet blev forbedret, viste de formodede
Beviser sig at være urigtige. Det er nu fastslaaet, at ingen Svamp opstaar
ved Selvavl, at overhovedet intet organisk Liv kan opstaa af sig selv;
det kan kun opstaa af andre levende Væsener af samme Art. Selv for
de mindste kendte Skabninger, Bakterierne, gælder denne Lov.
Man træffer endnu jævnlig den Anskuelse, at Svampene opstaar »af
Jorden« eller ved mystiske Omdannelser i Veddets Safter o. s. v., og man
mener at finde denne Anskuelse bekræftet derved, at man ikke ser det
«Frø», som fremkalder Svampen, og endvidere derved, at Svampen viser
sig overalt, uden at der tilsyneladende har været «Frø» til Stede. Man
glemmer, at de mikroskopisk smaa Svampesporer kommer saa at sige
overalt, hvor der er Bevægelse i Luften.
Af de over 30 000 forskellige Svampearter, man for Tiden kender,
lever en stor Mængde af døde organiske Stoffer. Her skal vi kun beskæftige
os med nogle Arter, som lever paa og af oparbejdet Ved og som hører
til de saakaldte Tømmersvampe.