Om Indflydelsen Af Frihed
Industries Og Commerciel Henseende Paa De Økonomiske Forhold

 33 denen. Selv naar man ganske boriseer fra Understøttelser af Jn- dustrien og andre Jndblandelser i den borgerlige Næringsver, har Staten ved sit talrige Administrativpersonal, til Optagelse blandt hvilket en utallig Mængde Mennester bestandig aspirerer, vænt Folket til Communismen eller til at tænke sig i sin Heelhed for- sorget paa Statens Bekostning. Denne Retning begunstrges end yderligere ved den elassiske Dannelse, der er for steril til at være Nogen til virkelig Nytte i Livet (de Anskuelser den meddeler, ansees endog for fordærvelige) og derfor bestandig vedligeholder en Mængde Aspiranter til de lønnede Embeder, der under et hel- digere Opdragelsessystem kunde have erhvervet Kundskaber, som kunde have sat dem istand til at bringe deres Fædreland videre paa Vel- standens og Fremskridtets Vane (see F. E. Bastiat: Melanges 2 Pg. 169 fg.). Denne saavel for den franske som engelske Stats- -konomie siden Adam Smith eiendommelige Frihedsretning er kun bleven endnu siarpere fremtrædende efter Socialisternes Be- stræbelser for gjennem Associationen og Staten at faae Bugt med den individuelle Frihed. Dunoyer erklærer sig mod alle Arbeidsassociativnsforsog (3. Pg. 430), Bastiat (melanges 2. Pg. 133) erklærer Staten for den store Fiction, gjennem hvilken al Verden stræber at komme til at leve paa Andres Bekostning. Han esterviser meget klart det Illusoriske i at ville have Noget af Staten uden med det Samme at vare belavet paa, at den tager det tilbage gjennem Skatter, som man jo f. Er. har seet af Februarrevolutionens 45 Centimer. Men denne sidste Side sorbigaaer man sædvanlig. Ligesaa forkeert er det, at det Væ- sen, som man kalder Staten, siulde kunne ordne og beherske et faa umaadeligt Gebeet, som Industriens, hvor hver særlig Bedrift udfordrer Foretagerens hele Agtpaagive'nhed. Den Orden, som kommer ud af Kræfternes frie Samvirken, deraf, at den Ene, idet han tjener sig selv, tillige tjener det Hele, er langt sikkrere end den kunstige Tvang, som Statens Haand kunde bringe ind i disse Forhold. Man vilde, siger Bastiat (Harmonies $g. 192) renoncere paa sine fade op plumpe Utopier, hvis man kjendte den skjønne Harmonie i hen sociale Mekanik, faaledes som den as slg 3