Om Indflydelsen Af Frihed
Industries Og Commerciel Henseende Paa De Økonomiske Forhold

selv har fastsat sig. Her have vi det saakaldte Laissez faire, laissez aller, som man saa tidt har bebreidet Frihedspartiet paa det industrielle Gebeet. Man sorekaster det, at det ikke vil tilstede Forholdsreglers Anvendelse til Ordens Opretholdelse paa dette Gebeet, som man dog fordrer for det øvrige sociale Livs Ved- kommende. Jmidlertid er Consegventsen af Statens Jndblandelse i disse Forhold, navnlig naar den skulde have Arbeidets Orga- nisation til Hensigt, saa tidt paapeget, at vi her ikke behøve at opholde os derved. Navnlig maatte Staten tilrive slg den hele Børneopdragelse og bestemme, hvortil ethvert Barn for dets Levetid skulde anvendes efter de Evner og Anlæg man maatte opdage hos det. Den vilde herved komme til at angribe Fami- liernes Ret og overhovedet den individuelle Frihed i den vig- tigste Afgjørelses Oieblik. Men denne, navnlig forsaavidt den har saaet sit Udtryk i hvad man kalder den personlige Interesse, har stedse viist sig uovervindelig for Despolismen (man tænke f. Er. paa den første franske Revolutions Forsøg yaa al regu- lere Handel og Vandel) og ligesom den her har viist sig uimod- staaelig, saaledes er dens Iver og Utrcettelighed den fornemste Drivesjeder i Industrien og Betingelse for, at denne skal bringe det til noget Stort. Men derfor maa den ogsaa være ubunden; i den Tilstand, som man betegner med Navnene laissez aller, laissez faire er netop Alt overladt til den private Foretagelses-- aand, til den Vovelyst, uden hvilken der ikke vindes. Derved er den store Produktion opstaaet, der har optaget en Mængde i Consumenteriles Kreds, som tidligere maatte undvære bisse Pro- dukter. Forsaavidt Modstanderne af den industrielle Frihed have bestridt Capital--Gevinstens Lovlighed, saa svarer hertil FrihedS- partiet, at demie Gevinst kun tilhører Arbeidet. Ethvert Men- nesie, siger Bastiat, nyder for Jntet de af Naturen leverede Brugsgjenstande imod at have den Umage at samle dem eller give et Equivalent til dem, som gjore ham den Tjeneste at ulej- lige sig for ham (Harmonies Pg. 217). Dermed bestrides Theo- rien om Grundrenten, som sædvanlig siden Ricardo sattes som