Belysningsteknikkens historiske Udvikling

12 * Talglysets daarlige Egenskaber. Lysesakse. Stearin- syrens Opdagelse. drede blev det almindeligere at støbe Talglys, først i Forme af Metal, senere ogsaa af Glas. Disse Lys, og særlig da Talglysene, var meget ufuldkomne. Da ’ vil ligge ret lavt, smelte og derved de udsendte, var men værst var det dog, at Vægen ikke blev for- tæret samtidig med, at Lyset brændte ned: blev den ikke stadig skaaret bort, blev Lyset ikke »snydt« eller »pudset«, sank Lysstyrken hurtigt ned til kun at være en ringe Brøkdel af den oprindelige. Omtrent hvert 10de Minut i det mindste maatte derfor Tanden fjernes, i ældre Tider med Fingrene med eller uden Hjælp af en Kniv, i senere Tider med en Lysesaks. Tiltrods for den store Øvelse, der maa have været saa rig Lejlighed til at erhverve sig i denne Kunst, føltes den uafladelige Pudsning dog som en meget stor Gene: i et af sine Epigrammer udtaler saaledes Goethe, at han ikke kunde tænke sig nogen værdi- fuldere Opfindelse end Lys, som kunde brænde uden at behøves at pudses. Først et godt Stykke ind i det nittende Aar- liundrede lykkedes det igennem Chevreuls Op- dagelse af Stearin at skabe Mulighed for at til- fredsstille det af Goethe udtalte Ønske. Ved den store franske Kemiker Chevreuls Undersøgelser over Fedtstoffernes Sammensæt- ning blev det klarlagt, at disse bestaar af For- bindelser af saakaldte fede Syrer, navnlig Stearin- syre og Oliesyre, i Forbindelse med Glycerin. Me- dens baade Glycerin og Oliesyre er tyktflydende Talgens Smeltepunkt i Reglen var de meget tilbøjelige til at »at dryppe«; den Lysmængde, det kun smaat bevendt med;