Til Landsthinget
Fra Haandværkets Og Industriens Toldudvalg Af 1906

18 ligheden blive nødt til straks at regne med de Vilkaar, der i en saa nær Fremtid som om 4 Aar stilles Faget i Udsigt. Disse er imidlertid af en saa trykkende Natur, at vi føler os tvungne til at rette en fornyet Henvendelse til Lovgivningsmagten for dog endelig at faa afværget den store Skade, som herved vil ske. Vi har ikke paastaaet og paastaai fiemdeles ikke, at disse Nedsættelser vil vælte hele den danske Klædeindustri over Ende. Men hvad vi har hævdet og med Tal godtgjort, er dette, at Følgen ej alene vil blive en teknisk og kulturel Niveau-Sænkning for vort Erhverv, men tilmed en økonomisk Tilbagegang, som vil ramme de middelstore og smaa Bedrifter og derved atter i vidt Omfang den til Faget knyttede Arbejder-Befolkning. Den ærede Ordfører for Folketingets Toldudvalg har vel i Tilslutning til Finansministeren fremført den Me- ning, at det ingenlunde er de smaa Industridrivende, som har særlig Gavn af Told- beskyttelsen. Faktum er imidlertid, at i vor Branche er af de bestaaende 63 Virk- somheder de 57 middelstore og smaa, og kun de 6 kan betegnes som store — og dette endda kun efter vort lille Lands Maalestok. Naar nu Beskyttelsen paa alle Klædevarer til Herrebrug nedsættes med — ikke som den ærede Ordfører angiver: 15—20 °/0, men med 28 %, saa maa derved den hjemlige Fremstilling af Mellem- Kvaliteter og bedre, især mønstrede Varer saa at sige helt indstilles eller opgives. Gjemiemgaaende vil, soni alt i vort tidligør© Andragondø nævnt, døt nuvæiøndo lio- duktions- og Salgsomraade blive 25-30 % mindre end nu. Men dette vil atter nødvendigvis føre til, at der mellem de nu bestaaende Fabrikker vil opstaa en for de mindre ligefrem ødelæggende Konkurrence. Den rent instinktmæssige Lyst til at komme »de rige Fabrikanter« eller »Storindustrien« til Livs vil saaledes aldrig kunne tilfredsstilles ved en slig Toldnedsættelse, — man opnaar i Virkeligheden det stik modsatte! Overhovedet vil man næppe nogensinde ad denne Vej naa at kue »Kapi- talen«, højst at fordrive den fra sit eget Land til Skade for dette og til Gavn fol- det konkurrerende Udland. Og det risikeres ligeledes, at ogsaa Intelligensen søger andetsteds hen til liden Baade for vor indenlandske Industris Fagdygtighed. Dette fik nu endda være, saafremt der ved en slig Toldpolitik virkelig kunde opnaas noget for Menigmand, for det store Forbrug. Det er Hensynet hertil, der gaar som øn rød. Traad gsniiGin don ærødø J inansministors og Ordførers Bøtisigtninger — »hvad bruges faktisk af de fattige lier i Landet, livad bruges af de velstillede«, det angiver den ærsdø Ministør som sit Ledømotiv. Og døn ærødø Oidfoioi f<istsla<ii ved Lovforslagets 2. Behandling, at det er »Forbrugerne«, hvem det gælder om at fri for at blive »urimeligt brandskattode« — og lian at dei ikkø af »don almindelige Forbruger bor kræves større »Ofre«, end hvad der svarer til en Be- skyttelse af 20—30 °/0. Særlig for Manufakturvare-Toldens Vedkommende er det »Vindingen for Befolkningen«, som han haaber og peger paa. Men at dette er et forfængeligt Haab for Klædevarers Vedkommende, kunde den ærede Ordforer have læst sig til i den ærede Finansministers Motiver; thi heri liedder det tydeligt nok: »Da de migjældende Toldsatser meget langt fra betyder en tilsvarende Forøgelse af Varernes Pris og navnlig som Regel ikke tilnærmelsesvis udnyttes for de fortrinsvis af den mindre bemidlede Befolkning anvendte grove og groveste Klæde- og Hvergarnsstoffers Vedkommende, vil en endog betydelig Nedsættelse af