Selverhverv

3) Opsamlingen af Stivelsemelet. Det gjennem Sigten lobende Vand river alt det i Deigen indeholdte Stivelse- meel bort med sig, og derved opnaaes en fuldkommen nicelkehvid Farve, hvis det anvendte Material var gehaltrigt. Naar Botten er fuld, kommes det i denne mælkeagtige Tilstand i egne dertil indrettede Sættefade, hvori det snart klares, idet Stivelsemelet ud- stiller og sætter sig paa Bunden. Naar Udstilningen næsten er udført, hvortil der omtrent. medgaaer 24 Timer, borttages det overststaaende klare Vand med en Hævert eller med en anden passende Indretning, og opbevares til det senere angivende Brug. Det i to Sættefade dannede Bundfald forenes, uden at der søges at udstille noget deraf, og det overheldes om Sommeren med Vand, der i den Hensigt varnies lunkent ved at lade det staae i Luften i 24 Timer, udsat for Solen, men om Vinteren deri- mod med Vand, hvor der til 5—6 Spande koldt tages 1 Spand kogende Vand, eller som varmes paa en eller anden Maade. Naar Sættefadet næsten er fuldt , omrores det med en Skee eller Skraber, hvorved man atter bringer Vædsten i Ro ved Op- tagningen af Skeen, idet man forst fører denne en Gang om- kring deri i modsat Retning. 24—36 Timer senere lader man den klare Vædste flyde af, og der vil da, hvis der er arbeidet til- børligt, blive 1) en hvidagtig Vædste, 2) et smudset hvidt, Halvflydende Bundfald og 3) ft fuldkommen hvidt, fast, af Stivelfemeel bestaaende Bundfald tilbage i Sættefadet. Anmærkning. (Man har tidligere bemærket, at Stivelsemeelkagen var mindre fast ved koldt Veir, og ogsaa brugte længere Lid til dens Dannelse, end naar det var mildt. Man troede i Be- gyndelsen, at dette maatte tilskrives en let Gjæring, en Idee, som man dog opgav, da man hverken bemærkede Luftblærer eller nogen Slags Bevægelse i Vædsten, og Erfaringen lærte, at en virkelig Gjæring snarere var skadelig end gavnlig for Dannelsen af del hvide Bundfald. For nærværende Tid forklares det paa følgende Maade : Stivelfemelet er i det Oieblik, det udstilles, ikke saa renset for Planteliim, at det kunde sætte sig paa Bunden. Kornenes Overflade er endnu forsynet med et tyndt, klæbrigt Overtræk, som ikke er opløseligt i koldt Vand, men der- imod i lunkent. Om Vinteren bliver ogsaa virkeligt det kolde Vand klart, der har tjent til Udvaskning af det første Bundfald, hvorimod det lunkne Vand optager en faadan Mængde hvidagtig Substants, at det faaer Farve og Smag af Valle. Naar det ud- sættes for Kulde, udstiller der sig en graaagtig hvid, klæbrig Substants, der ligner den faakaldte Potkæs med Hensyn til Smagen, og som tørret, brænder uden at smelte og uden at blære op. Dersom denne Mening ikke er den aldeles rigtige, saa