Selverhverv

551 som en flødeagtig, guulagtighvid, skummende Masse, aftages med en flad Skee og heldes paa en Sigte, der er sat over et fladt Kar. Gjennem Sigten lober en slimet, mælkeagtig Vædfle, der inde- holder Fermentet; ved Paatrykning og Udtrykning af den paa Sigten tilbageblivende Masse kan man befri den fra det vedhæn- gende Ferment. Jstedetfor en Sigte anvender man ogsaa en Pose af lost Toi, som af Mølletøi, hvori det Afflummede Heldes og udtrykkes. Fermentet, der er i Vædflen , gaaer bort gjennem Porerne. Skraaffallerne blive tilbage i Posen. Med Afstumningen as Fermentet fortsættes det saa længe, som der endnu viser sig noget paa Overfladen af den gjærende Masse. Den mælkeagtige Vædfle, der indeholder Fermentet, kommes nu i en hoi Tonde, der i de forfljellige Hoider er forsynet med anbragte Haner, det blandes deri med koldt Vand, saa at Massen nu viser sig aldeles tyndflydende. Ved at staae rolig synker Fermentet tilbunds, og den deroversiaaende Vædfle kan aftappes gjennem de forfljellige Haner. Naar det er fleet, heldes der paany koldt Vand paa Bundfaldet, hvormed det omrores dygtigt; naar Fermentet igjen er sunket tilbunds, aftappes den derover staaende Vædfle, og saaledes kan man gjentage Paaheldingen og Aftapningen af Vand endnu eu Gang, eller overhovedet saa længe, til det derover staaende Vand kun farver Lakmuspapiir svagt rodt, som Beviis paa, at Syren er temmelig udvaflet ved Vandet; for 'at fremme dette, kan man til Ndvaflningsvandet tilsætte en lille Portion Potaske. Jo omhyggeligere nemlig .de opløselige Substantser og navnlig Syren sjernes fra Fermentet, desto længere Tid vil det blive holdbart; men jo oftere Udvaflningen foretages, desto mindre virksomt Ferment erholdes der. Den paa Bunden af Tonden værende tykflydende Masse as Ferment fyldes i rummelige, men ikke for tykke Poser, der til- hindes sast, Hvorpaa Vædsken skal afdryppe saa meget som mulig; de lægges derpaa paa en Trærist, der ligger paa et Brædt, som paalangs er opstillet paa faste Underlag ved en Væg. Omtrent t—1 Fod over denne Rist er der paa Væggen, parallel med Bræddeunderlaget, befæstet en stærk Lægte; denne tjener til at fastholde den ene Ende af en derunder stukket lang Planke, som ligger over de med Gjær fyldte Pofer. Ved Trykket as Planken hvorpaa 'der lægges Vægt og Steen paa den anden Ende, og som formeres lidt efter lidt, bliver Vædflen udpresset, og Gjæren, bliver tilbage i Poserne som en guullighvid, formbar Masse; den bliver gjennemæltet, for at blive eensformet, og sælges sædvanlig i et Pund svære, rundagtige Klumper. Paa et kjoligt Sted , lader den sig opbevare i flere Uger, uden at fordærves. Det behøves