Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Afhøringen af Gangen 239 et saadant Resultat, det er det jeg nu skal forsøge at be- skrive i de efterfølgende Afsnit. Men selvfølgeligt er det ikke muligt ved en trykt Beskrivelse at faa en god Reparatør ud af en daarlig. Ikke destomindre haaber jeg dog, at mange af de Vink, som her vil blive givet, maa vise sig at kunne blive til Nytte for saadanne Reparatører, der maaske ikke sidder inde med nogen særlig stor Praksis i Ankeruhre, i Særdeleshed da jeg har til Hensigt, særlig at fremhæve alle de Fejl, som jeg ved, hyppigst bliver begaaet, ifølge de Erfaringer jeg i Aarenes Løb har gjort med over halvtred- sindstyve hos mig ansatte Medhjælpere. 522) Forinden jeg dog gaar over til det egentlige Thema, maa det være mig tilladt at fremkomme med endnu en Be- Afhøringen mærkning, som maaske nok vil fremkalde en Del Modsigelser, af Gangen men som jeg alligevel ikke kan holde tilbage, fordi jeg i den Vane, der sigtes til, ligeledes ser en absolut Fejl. Nemlig i den saakaldte „Afhøring“ af Gangen i et Lomme- uhr efter at Reparationen er gjort færdig. I Begyndelsen af min Læretid imponerede det mig ikke saa ganske lidt, naar jeg saa, hvorledes d’Hrr. Medhjælpere med en særlig alvorlig Mine holdt ethvert repareret Lommeuhr op foran Øret (under- tiden før, undertiden efter at Værket var bleven sat ind i Kassen), bøjede Hovedet en Tid lang først til den ene Side og saa til den anden Side, for saa enten med en tilfreds Mine at lægge Uhret til Side eller — for at skille det ad endnu en Gang, fordi de havde hørt noget, som krævede en ny Undersøgelse af Gangen, Spiralen etc. Da jeg senere selv fik Lommeuhre ttl Reparation, forsøgte jeg mig natur- ligvis ogsaa med „Afhøringen“, men maatte desværre hurtig erkende, at den Tunghørighed, som jeg havde lidt af fra min tidligste Barndom, kun lige akkurat tillod mig at høre Uhrets „Tikken“, og det endda kun ved Lommeuhre med særligt højt Slag, medens jeg aldrig formaaede at høre nogensomhelst Art af „Bilyd“. 523) I Paranthes bemærket, var dette en Lykke for mig; thi nu var jeg tvungen til at lære at se saa meget desto bedre, Se, og efter faa Aars Forløb forekom Afhøringen mig at være lkke høre! ganske latterlig. Jeg overbeviste mig nemlig snart om, at