Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid

175 omtale de andre Legeringer, der have Betydning for Kunstindustrien, nemlig: a. Bronce. Man forstaar derved en Legering af Kobber og Tin, som er haardere og lelsmelligere, men ogsaa sprødere end det første Metal, og bedre modtager Politur. Efter den mindre eller slørre Tilsætning af Tin er Farven rød- ligbrun, rødliggul, rødliggraa eller graa; ved desforuden at tilsætte Zink bliver Broncen gul. Ved pludselig at afkøle Broncen fra mørkerød Varme («Adouceringen») kunne tyndere Stykker blødgjores, saa at de kunne hämres. Broncen angribes langsommere end Kobber af Luftens Ilt; det derved dannede grønne Overtræk beskytter Broncen mod yderligere Paavirkning af Luften; det er den ved Broncestaluerne saa bekjendte Patina (Ærugo nobilis, verde anlico), som ogsaa hyppig frembringes kunstig ved at bestryge Slykket med en Opløsning af Salmiak, Vinsten, Kogsalt og salpetersurt Kobberille, eller paa anden Maade. Paa Grund af sin smukke Klang benyttes Broncen lil Støbning af Klokker, kinesiske Gongoner, tyrkiske Bæk- kener. Klokkemetallet bestaar af 100 Dele Kobber og 30 Dele Tin; til Kanoner og Statuer bruges endnu mindre Tin, mindst lil de sidste, som ogsaa indeholde Zink. Til Skillemynl anvendes en Bronce, bestaaende af 90 Dele Kobber, 5 Dele Zink og 5 Dele Tin. Medaillebroncen. indeholder 2 til 10 Procent Tin. Den lil Galanleriarbejder anvendte «Guldbronce» er forgyldt Messing eller Tombak. Bronce (af det italienske bronzo), omtrent sammensat som den nu brugelige, men uden Tin, derimod ofte tilsat med Bly, var vel kjendl i Oldtiden, endog før man lærte at bearbejde Jernet. Først benyttede man Vaaben og Redskaber af Sten, derefter af Bronce, og først senere af Jern, hvilket, som bekjendt, har ledet til den kulturhistoriske Inddeling i Stenalder, Broncealder og Jernalder. Man an- tager i Almindelighed, at Kunstsløbningen i Bronce var kjendt i det 7de Aarhundrede før Kr. og derefter gjenop- loges i del 12te Aarhundrede efter Kr.