Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid

22 2. Den byzantinske Stil. Denne Stil, der udviklede sig selvstændigt paa Grund- lag af den oldkristelige, føjer til Hovedkuppelen over det midterste Rum flere mindre Kupler over de øvrige Rum, enten Ilalvkupler, som læne sig op til hin, eller selvstæn- dige Kupler. Søjlekapitælet slutter sig nærmest til det romerske, men har en tørrere, fladere Form. Formerne ere i Almindelighed stive og kantede, Murfladerne derimod oplivede med Mosaik og Vægmaleri paa Guldgrund. Den byzantinske Slil udbredte sig for en Del mod Vest (Markuskirken i Venedig o.s.v.), men dog fortrinsvis til det østlige Europa, hvis Beboere modtoge Kristendom- men fra Byzanz. Efter at det østromerske Rige var blevet omstyrtet af Tyrkerne, opstod i Rusland, hvis Bygnings- stil hidtil havde været ganske afhængig af Konstanlinopel, en selvstændig Afart af den byzantinske. Det Ejendomme- lige ved denne russisk-byz an tinske Slil er de mange større eller mindre, højere eller lavere Kupler, som sæd- vanlig hvile paa taarnaglige Underlag (Tromler), rage stærkt ud over disse ved deres pære- eller løgformede Udhug- ninger, og ere overstrøgne med grelle Farver eller for- gyldte, — og Valmtaget el flrsidet, stejlt Tag, fra hvilket Tromlerne skyde, frem. 3. Deu romanske Stil. Blandt de europæiske Folkeslag, som opslodc af en Blanding af romerske og germanske Elementer, uddannede den oldkristelige Bygningsslil sig, som ovenfor bemærket, paa en ejendommelig Maade, som man er bleven enig om at kalde den »romanske». Basilikaen har i Regelen el Tverskib (Transept), der adskilte det mellemste Langskib fra dels østlige Forlængelse, Koret, og derved opstod Korsfonnen i Anlægel af Kirkerne. De enkelte Skibe fik eflerhaanden hvælvede Lofler i Stedet for de flade ved dc gamle Basilikaer, og navnlig fremtræder den tidligere om- talle Krydshvælving med sine fire Kapper og Somme, hvilke sidste i den senere Tid udhæves som fremspringende