Hvorledes skal landmanden stille sig over for De Danske Sukkerfabriker
Et indlæg til overvejelse for den praktiske landmand

11 sukkerindustriens område, og sålænge denne ikke er opstået, kan det »monopoliserede« selskab vedblive at regere over jorbrugerne, ved at foreskrive dem regler for roedyrkningen, roepriserne o. s. v., og på den måde sikre sig den vedblivende fordel. Men lad os se lidt nærmere på denne sag. Det kan være, at vi derved bedre kan få øje på de farer, som knytter sig til de store ikke med råmateriale fuldt forsynede saftstationsfabriker. Enhver indser jo let det ufornuftige i at anskaffe en høstmaskine med negbindingsapparat — sådanne høstmaskiner er ukendte lios os. men anvendes i Amerika — når opbindingen efter en høstmaskine kan udføres af de ledige arbejdere, eller i hvert fald af arbejdere, der var lette at tilvejebringe, fur renterne af den kapital, som negbindingsapparatet vil koste. Bindeapparatet fordyrer ikke alene driften af høstmaskinen, men det er udsat for brud, der medfører flere omkostninger, og i den tid maskinen står ubrugt, ligger der en kapital hen i den, som ikke var påtrængende nødvendig, og som derfor må betragtes som en død kapital, der tæres op. Det samme, som vi har set ved høstmaskineii med bindeapparat,er tilfældet med saftstationsfabriker sammen- lignet med sukkerfabriker uden saftstationer. Der er nedlagt store kapitaler i saftstationer og rørledninger, af hvis renter transporten af roer og affald kan udføres til og fra centralfabriken. Transport med jærnbaner og ad vandvejen bliver kun benyttet i ringe udstrækning. Kapitalen, der er nedlagt i saftstationer og rørledninger, ligger den største del af året hen til ingen nytte og