Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

100 i løftet Vand uden Hensyn til Arbejdslab i Maskinerne (Vandhestekraften), bli- ver for hver m af Løftehøjden og pr. 1000 ha af Oplandet N'= (0,75 å 1,00) • 1000 : 75 = 10 å 13,3 HK. Under Hensyn til uundgaaelige Tab (Punkt 28) i Vandløftningsredskaber og Transmissioner maa Arbejdsmaskinens effektive HK sædvanlig anslaas til det dobbelte af N', d. v. s. til 20—30 HK pr. 1000 ha og pr. m Løftehøjde. Den totale Vandmængde, der skal kunne fjernes i Løbet af et Aar, maa i Henhold til del foran sagte kalkuleres meget rigeligt, sædvanlig til Va å 3/* af Nedbøren i samme Tidsrum (Punkt 11), hvilket for en normal Nedbør af 600— 700 min giver 3000—5200 m3 aarlig pr. ha. Et Pumpeanlæg, der er dimen- sioneret til den foran nævnte Maksimalydelse, ses at ville kunne Ijerne den aarlige Afstrømning i Løbet af 35—80 fulde Døgn. Af denne Arbejdstid falder den overvejende Del i Vinter- og Foraarsmaanederne og i regnfulde Eftersomre. I de varme Sommermaaneder (Vegetationstiden) staar Pumperne som Regel stille eller arbejder i hvert Tilfælde kun nogle faa Timer efter særlig stærke Regnfald. Arbejder Pumpeanlæget diskontinuerlig!, fordi man benytter Vindkraft, eller fordi man indstiller Pumpningen under Højvande (Flod) i Recipienten for at spare Løftehøjde, maa hele Pumpeanlæget dimensioneres for en tilsvarende større Vandmængde. Mener man f. Eks. at kunne paaregne tilstrækkelig god Møllevind for el Vindmotoranlæg hver anden Dag i Foraarsmaanederne, maa Pumpeanlæget dimensioneres for den dobbelte Vandmængde o. s. fr. Hvad Løftehøjden angaar, er denne bestemt afVandspejlet i Recipien- ten (Ydrevandet), det ønskede Vandspejl i Afvandingskanalen paa det laveste Punkt af Arealet, Afstanden herfra til Pumpestationen samt til en vis Grad af Vandløftningsredskabernes Konstruktion (Punkt 28), som i større eller mindre Grad gør det muligt at udnytte forekommende Lavvande i Recipienten. Under Tøbrud og svære Regnskyl har man sædvanlig ikke noget imod, at Vandet en kortere Tid stiger op indtil Randen af Grøfter og Kanaler paa Tørlægningsom- raadet, men derudover maa man forlange, at det skal kunne holdes nede paa den for Arealets Kultivering mest passende Dybde, sædvanlig saaledes at man om Vinteren søger at holde det lavest, d. v. s. 1,0—1,3 m under Jordoverfladen, medens man om Sommeren foretrækker at have del højere, ofte 0,4—0,8 m fra Overfladen (Punkt 12). Om Vinteren holder man det lavt for al faa Jorden grundigt udluftet, men ogsaa for at der ved indtrædende Tøbrud eller Regn kan optages store Mængder Vand i de tomme Kanaler og Grøfter og i de øvre Jordlags luftfyldte Porer, hvorved man i nogen Grad kan sikre sig imod Oversvømmelse. Dette sidste Forhold spiller navnlig en Rolle, hvor Udpumpningen foregaar ved Vindkraft, idet man kan risikere al have Vindstille paa Dage med stærk Vand- tilstrømning og da uden lomme Kanaler, der kan tjene som Samlebassin, uvægerlig vil faa Oversvømmelse. El passende stort Samlebassin, der kan tjene som Regulator for Vand-