Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

108 1^00^0^ I En Centrifugalpumpe maa helst anbringes lavere end Vandspejlet i Indrevandet, for at dette selv kan strømme til Pumpen, naar den sættes i Gang. I modsat Fald kan det blive nødvendigt først at »spæde« Pumpen, d. v.s. fylde Pumpehuset med Vand, da Løbehjulet ikke ved at arbejde i Luft kan frembringe nogen nævneværdig Sugning. For at undgaa overflødig Løftehøjde kan man lade Stige- ledningen udmunde under laveste Stand af Ydrevandet, men Pumpeledningen maa i saa Fald forsynes med en Kontra- ventil, der hindrer Vandet i at strømme tilbage, naar Pum- pen standses. Anbringer man denne Ventil forneden i Suge- røret som Bundventil (Fig. 44), holder man Pumpehuset vandfyldt til Stadighed og kan sætle i Gang uden at spæde, selv om Pumpen ligger over Indrevandet. Men Pmnpehuset og Ledningerne maa i saa Fald isoleres mod Frost eller vaue indrettet paa at kunne tappes af i Frostvejr, ellers Fig, 44. Bundventil (efter S. Bore h’s Maskinisere). sprænges de. Sugeledningen til en Pumpe maa naturligvis aldrig være saa lang, at Undertrykket foran Pumpen nærmer sig Atmosfærens Tryk. Hvad Dimensionering af Centrifugalpumper angaar, henvises til Maskinlæren. dmotoranlæg bestaar af el roterende Vindfang, dei tjener til al optage en Del al den i Luftstrømningerne indeholdte Energi- mængde, et Stativ, der holder Vindfanget oppe i passende Højde og et System af Aksler, Tandhjulsforbindelser og Stangtræk, der tjener til al holde Vindfanget i Stilling imod Vindretningen og til at overføre den af Vindfanget optagne Energimængde til Arbejdsmaskinen, ved Vandløftningsanlæg sædvanlig til en Vandsnegl. Vindmotorer er i Tidens Løb fremstillet i utallige Konstruktioner med Vind- fang af højst forskellig Form, men i det Følgende skal kun gives en Beskrivelse af to for Tiden almindeligt anvendte Vindmotortyper, som vi vil benævne hen- holdsvis Vindmøller og Vindroser. Vindmøller eller Vingemøller. Vindfanget for en Vindmølle bestaar af 4, 5 eller 6 Møllearme, der straaler radiært ud fra en temmelig nær vandret Mølleaksel og hver bærer en Vindflage, sædvanlig af rektangulær Form eller Sektorform. Alle Vindflagerne har Smig, d. v. s. er stillet noget skraat i Forhold til Mølle- armenes Plan, saaledes at Vindtrykket, der i alt væsentligt er normalt imod Fla- gerne, faar en Komposant i Møllens Omdrejningsretning. Vindfanget bæres af Mølleakslen, der hviler i Lejer i »Møllehatten«, som kan drejes imod alle Ver- denshjørner omkring en lodret Aksel øverst i Stativet; Vindfanget holdes i Stil- ling imod Vindretningen af en bagudrettet Vindfane eller af to Kr øj er o s er, d. v. s. smaa roterende Vindfang, der anbringes paa Møllehatten bag Hovedvind- fanget, vinkelret paa dettes Plan, og griber ind i en Tandkrans paa Stativet med en Snekke (Skrue uden Ende). Mølleakslens Rotation overføres sædvanlig til Arbejdsmaskinen ved Hjælp af en lodret Drivaksel midt i Stativet og to Par ko- niske Tandhjul, et foroven og et forneden (Plan 6). Vindmøller fremstillede man tidligere af Træ med Vindfang af Sejldug