Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning
Forfatter: C. L. Feilberg, Aa. Feilberg
År: 1921
Forlag: ANDELSBOGTRYKKERIET I ODENSE
Sted: København
Sider: 170
UDK: 626.8
Udgivet paa Den kongelige Veterinær-
og Landbohøjskoles Foranstaltning
med 6 Bilag
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
109
(Hollandske Møller). Sejlene maatte man »rebe« i Stormvejr og »beslaa«, naar
Møllen ikke skulde arbejde. Nyere Møller fremstilles som Regel af Jern,
eventuelt med Vindfang af Træ eller Zinkblik. De bæres af et Stativ (Taarn)
af Profiljernstænger, der samles i Pyramideform og stives af mod hinanden ved
Hjælp af Gitterstænger. Stativet bolles forneden i Terrænhøjde fast til et solidt
Betonfundament.
Vindmøller af denne Art (der i daglig Tale ofte kaldes Vindmotorer i Mod-
sætning til de gammeldags Vejrmøller) gøres saa godt som altid selvsvikkende,
d. v. s. indrettes paa at kunne »af-
sejle« sig selv automatisk, naar
Vindhastigheden overstiger en fol-
det fulde Vindfang passende Stør-
relse, sædvanlig 7 å 8 m/s. Det
kan opnaas paa forskellig Maade.
Paa de saakaldte Klapsejlsmotorer
(Fig. 45) bestaar hver Vindflage af
en Række smalle Vindbrædder, der
er anbragt drejelige om Hængsler
vinkelrette paa Møllearmen og kob-
let sammen ved Hjælp af Træk-
stænger ligesom Tremmer i et Ja-
lousi. Naar Hængslerne anbringes
et passende Stykke foran Tryk-
centrene for de enkelte Vindbræd-
der, opnaar man, at Vindpresset
paa disse har Tilbøjelighed til at
afsejle Motoren (aabne Jalousiel)
ved at dreje Brædderne paa Kant
op imod Vinden. De Stænger, der
styrer Vindbræddernes Bevægelse,
føres ind til Mølleakslen, hvor de
ved Hjælp af el System af Vinkel-
vægtslænger og Glideringe er sat
i Forbindelse med en i Stativet
ophængt Kontravægt, der har den
Opgave at afbalancere Vindpresset, naar Møllen arbejder. Jo større man gør
Kontravægten, desto større Vindpres skal der til tor at afsejle Møllen, og desto
mere Arbejde kan denne optage i frisk Vind og omvendt. Fjerner man Kontra-
vægten helt, standser Møllen.
Paa den af Ingeniørerne Jensen og Vinding konstruerede Vindmølle (Fig. 47)
er Selvsvikning opnaaet paa en noget anden Maade, idet hver af Møllevingerne
er anbragt drejelig om selve Møllearmen. Vindfangets Flager forbliver paa
denne Maade udelte under Svikningen, men ændrer Smig efter Vindstyrken.
Drejer man Møllevingerne helt ud i Vindretningen, standser Møllen.
Vindrosen eller Vindhjulet adskiller sig fra Vindmøllen ved Vindfangets særlige