Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

110 Fig. 46. Scandia Vindrose. Art. Det bestaar nemlig af talrige smalle Vindbrædder af Træ eller Zinkblik, der er ordnet radiært i en Cir- kelring paa et hjulformigt Jernskelet. Brædderne har hver især Smig i Forhold til Hjulets Plan ligesom Møllevinger (Fig. 46). Rosen bæres af et Profiljernstaarn og holdes i Stilling imod Vindretningen af en Vind- fane eller af Krøjeroser paa ganske samme Maade som en Vindmølle. Selvsvikning kan opnaas paa forskellig Maade. Sæd- vanlig er de enkelte Vind- brædder anbragt drejelige om Radier i Hjulet og kob- let sammen indbyrdes ved Hjælp af en Jernring, der alter ved Trækstænger, Vin- kelvægtstænger og Glide- ringe er forbundet med en Kontravægt forneden paa Stativet. Ved skiftende Vind- styrke indstiller Brædderne sig da automatisk med va- rierende Smig. Aabner man Rosen helt i Vindretningen, standser den. Der benyttes dog ogsaa andre Konstruktioner. I Halladaifs Vindhjul er Brædderne saaledes samlet i 6—8 sektorformede Flager, der kan dreje sig ud vinkelret paa respektive Radier, saaledes at det helt afsejlede Vind- fang nærmest faar Tøndeform; men Konstruktionen er ikke synderlig alminde- lig. Ganske smaa Vindroser har ofte fastsiddende Vindbrædder og reguleres ved, at Vindfanen under voksende Vindstyrke automatisk drejes henimod Hjulets Plan, hvorved dette kommer til at staa mere og mere skraat for Vindretningen. De fleste større Vindroser forsynes yderligere med en Centrifugalregulator (sædvanlig et Lod paa en Vægtstangsarm, anbragt paa Hjulets Periferi), der ved Hjælp af en Stangforbindelse afsejler Vindfanget, naar Hjulets Hastighed over- skrider et vist Maksimum. Herved vil man hindre, at Hjulet løber løbsk, der- som Belastningen paa Arbejdsmaskinen pludselig ophører. Vindmotorers Arbejdsevne. Ved Beregning af den Arbejdsmængde, som et Vindfang er i Stand til at optage ved given Vindstyrke, har vi her i Landet indtil de seneste