Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

129 Det er sjældent, man her i Landet træffer Ler med over 50 % Slam, og største Delen af vore svære Jorder indeholder kun 30 å 40 %*). Efter Meris Teori skal Afstanden mellem Ledningerne stige med Faldet uden Begrænsning; dette er dog kun rigtigt under den Forudsætning, at Jorden er homogen og uden vandførende Lag, hvilket sjældent er Tilfældet. De vand- førende Lag følger som Regel det naturlige Fald, men paa Terræn med stærkt Fald nærmer de sig ofte eller udmunder endog i Jordoverfladen. I stærkt hældende Terræn er det derfor ikke tilraadeligt at lade Afstanden i lodret Retning være over 1 m, helst ikke over 0,5 m, dog saaledes at den vandrette Afstand mellem Ledningerne under ingen Omstændigheder vælges mindre end 8—10 m. Kopecky anvender en lignende Skala som den Gerhardtske, men indfører endnu nogle Korrektioner eller Tilføjelser, idet han gør gældende, at andre Fak- torer end Jordens Indhold af Slam og fint Sand har Indflydelse paa dens Gen- nemtrængelighed; saaledes vil Jern og Humus virke hæmmende paa Dræningens Virkning, medens en kalkrig Undergrund vil virke fremmende; i første Tilfælde bør Drænafstanden derfor reduceres med 1—-2 m, i sidste Tilfælde kan den for- øges med 1—2 m. Breitenback**) bestemmer Afstanden efter Jordens Hygroskopicitet og har op- stillet en Formel, i hvilken Logaritmen af denne Størrelse indgaar. Men disse Formler og Tabeller, der navnlig lader en enkelt Faktor som Jor- dens vandledende Evne, dens Slamindhold eller Hygroskopicitet være det af- gørende for Bestemmelse af Afstanden, kan sikkert ikke med helt tilfredsstil- lende Resultat anvendes under vore Forhold. Jorden er her i Landet gennem- gaaende saare uensartet og overalt isprængt med vandførende Aarer eller Lag, hvis Tilstedeværelse kuldkaster alle Beregninger med Hensyn til Vandlednings- evne, og en lignende Usikkerhed bevirkes af den Forandring, der foregaar med Jordens Gennemtrængelighed efter Afvandingen. At anstille direkte Forsøg paa det paagældende Areal vil være det bedste Middel til Bestemmelse af Drænafstanden. Et Par Aar, forinden et større Dræ- ningsanlæg skal udføres, anlægges et Par Forsøgsledninger med ret stor Afstand, f. Eks. 32 m; mellem disse graves f. Eks. for hver 4 m Huller,’hvori der nedsættes Rør, og i disse observeres Grundvandstanden med regelmæssige Tidsmellem- rum; af det saaledes samlede Talmateriale vil fremgaa, hvor stor Afstand man kan gaa til. Metoden har den væsentlige Mangel, at Undersøgelsen for at give paalidelige Resultater, maa iværksættes, længe før Dræningen skal foregaa, og at dens Resultater, grundet paa den Uensartethed med Hensyn til Jordbundsforhold, der oftest vil være til Stede, kun med Sikkerhed kan anvendes inden for ret be- grænsede Omraader. I øvrigt er der den Usikkerhed ved alle Metoderne, at man i Virkeligheden ikke ved, hvilken Grundvandstand der er gunstigst paa de for- skellige Jordarter og for de sædvanlig dyrkede Afgrøder, idet dette hidtil ikke er dokumenteret ved Forsøg. ♦) Th. Westermann: Undersøgelser over Typer af danske Jorder. Udgivet af Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. København 1902. **) Georg Schewior: Die Drainage, Handbuch der Bodententwässerung mitteis unteri- discher Abzuge. Leipzig 1912. 17