Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

11 sig fra Nilen som en Arm af denne et Stykke nedenfor Katarakterne og dernæst følger Ørkenranden mod Vest paa en Strækning af ca. 450 km som et Værn mod den truende Sandflugt. Den har Forbindelse med Nilen ved talrige Tvær- kanaler og er forsynet med Stemmeværker, ved Hjælp af hvilke man kan iværk- sætte Oversvømmelser. I Europas gamle Kulturlande naaede den kulturtekniske Vandbygning lige- ledes en betydelig Udvikling, men paa et væsentlig senere Tidspunkt. De ældste Arbejder sporer man i Grækenland, hvortil Kunsten formentlig blev bragt fra Ægypten ved pliønikiske Indvandrere. Senere i Udviklingen var Italien og Spanien. I de to første Lande, hvor Klimaet er forholdsvis mildt og regnfuldt, kom Afvanding til at spille en langt mere fremtrædende Rolle end i Ægypten og Mesopotamien. Et af de mest bekendte Afvandingsarbejder er Tørlægningen af Kopais Søen i de bøotiske Bjerge i Grækenland ved Hjælp af to Tunnel- gange, som man huggede tværs igennem Klipperne ud imod Havet. Om Tids- punktet for dette Arbejdes Udførelse er der ikke fuld Enighed; men der fore- ligger paalidelige Efterretninger om, at Alexander den Store etablerede Afløb fra Søen paany, efter at dette i længere Tid havde været tilstoppet, og at der, da Vandet sank, viste sig Ruiner af fire Byer paa Søbunden. I den romerske Campagne, specielt.i de pontinske Sumpe, kom store Afvandingsanlæg til Udførelse i det 4. Aarhundrede f. Chr., vistnok først og fremmest med det Formaal at forbedre de sanitære Forhold og bekæmpe den stærkt udbredte Malaria. En romersk Skribent fra Datiden, Palladius, giver i et Værk »de aquæ ductibus« en Beskrivelse af, hvorledes man fremstillede Drænledninger af brændte, koniske Lerrør, som blev skubbet lidt ind i hinanden for Enderne. Af største Interesse er nogle Oldfund af Drænledninger i Alla tri sydøst for Rom, af hvilke det synes at fremgaa, at man allerede dengang har været klar over Tværdræningens Fortrin for Længdedræning. I Middelalderen gik denne Kultur for en stor Del tabt. Nogle af de gamle Anlæg fik vel den nødtørftigste Vedligeholdelse, men en meget stor Del af dem forfaldt, og om noget nyt hører man sjældent Tale. Det gælder dog ikke for Marskegnene i Danmark, Tyskland og Holland, hvor man netop i det 9. og 10. Aarhundrede paabegyndte store Digeanlæg til Beskyttelse mod Havet.*) Før den Tid havde Stormfloderne i det væsentlige haft frit Spillerum. Beboerne af Marsken opførte deres Huse paa passende høje Jordvolde (Warfer), hvor de under Stormflod kunde bringe sig i taalelig Sikkerhed med deres Kreaturer, men at dømme efter Beretninger fra romerske Forfattere fra Datiden har deres Tilværelse været temmelig kummerlig. De første Diger, man byggede, har sand- synligvis været lave Sommerdiger, der ikke var beregnet paa at modstaa svære Stormfloder om Vinteren, naar Mennesker og Kvæg var i Hus; men efterhaanden som Erfaringen steg, opførte man ogsaa Vinterdiger, der helt afspærrede Hav- vandet fra de inddigede Koge. løvrigt er Digebygningens Historie karakteriseret *) Fr. Muller: Das Wasserwesen an der schleswig-holsteinischen Nordseekuste. Berlin 1917.