Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

55 desuden afhængig af Jordens Art, Behandling og Benyttelse, ligesom ogsaa af de klimatiske Forhold. 1) Aarstiden. Medens man tidligere har anset det for uskadeligt, at Grund- vandet stod i Nærheden af Jordoverfladen om Vinteren, naar undtages Vinter- sædsmarker, og endog for Enges Vedkommende har anset det for gavnligt, at Vandet stod højt, eventuelt over Jordoverfladen i visse Perioder, hvorom Vand- møllers høje Vinterflodemaal ofte kan være Vidne, er man nu klar over, at det for Jordens Kulturtilstand og dermed for Afgrødernes Trivsel og Værdi er nødvendigt, at Grundvandet holdes særlig lavt om Vinteren, medens det hyppig vil være overmande ønskeligt, om det kan hæves i den varme Aarstid, naar Planterne særlig har Brug for Vand. Den vegetationsløse Jord bliver bedre udluftet om Vinteren, og Frostens skør- nende Virkning paa svær Jord og sejge Græstørv bliver kraftigere, naar Grund- vandet staar passende dybt under Overfladen. Er kun de kapillære Hulrum fyldt med Vand, bliver Jorden sprængt og findelt af Frosten; er Jorden helt vandfyldt, beviikes mere en Løltning af det øverste Jordlag, og dette kan ved Vintersæd som ved forskellige frøafgrøder og Græsser foraarsage stor Skade ved Overrivning og senere Blottelse af Rødder. 2) Jordens Beskaffenhed. Paa Jord med stor Kapillaritet bør man sænke Grund- vandet dybt, hvorved man opnaar, at der i de øvre Lag kan optages og fast- holdes betydelige Mængder Vinterfugtighed og Nedbør, uden at der bliver for lille Luftindhold; Vandindholdet vil være desto større, Luftindholdet desto mindre, jo tyndere et Jordlag Nedbørsvandet har at fordele sig over. Paa Jord med ringe Kapillaritet, maa Grundvandet ikke sænkes ret dybt, da Planterne her for en væsentlig Del er henvist til at leve af det fra Grundvandet kapillært løftede Vand. Grundvandet maa betragtes som Planternes Vandreservoir. Ved Undersøgelser paa Skagens Klitsletter*), hvor Jorden bestaar af rent Sand, viste det sig, at Græsafgrøder trivedes bedst, hvor Grundvandet Som- meren igennem stod 30—40 cm under Overfladen, medens de mislykkedes, naar Grundvandet stod 60 cm under. Sædarterne trivedes kun godt, hvor Grund- vandet stod 40—60 cm under Overfladen. Det let gennemtrængelige Sand kan ikke tilbageholde Nedbøren, og hvis Planterødderne ikke kan forsyne sig fra Grundvandet eller det lidt herover løftede Kapillarvand, kommer de til at lide af Vandmangel. Det er Ler og Humus, der har størst Kapillaritet og Vandkapacitet, men ved Tørv er der det særlige Forhold, at meget afVandet er hygroskopisk bun- det og ikke kan optages af Planterne, ligesom den kapillære Vandløftning fore- gaar langsomt, hvilket bevirker, at Tørv maa have en betydelig højere Fugtig- hedsgrad og derfor højere Grundvandstand end Ler. Porsøg ved Jønkøping af E. Nystrøm og H. Osvald**) viser, at bedst Udbytte for Græsafgrøder paa Lavmose opnaaedes ved en Grundvandstand paa 40 å 60 cm under Overfladen, medens den gunstigste Vandstand for Højmosetørv *) f. G. C. F. de Thygeson: Græskultur paa Skagens Klitsletter. København 1898. **) Svenska Mosskulturföreningens Tidskrift 1918.