Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

68 disse overfladiske Vandskel overalt betegner den nøjagtige Grænse mellem de paagældende Afvandingsomraader. Thi Afstrømningen foregaar jo kun for en ringe Del bogstavelig overfladisk; paa de fleste Tider af Aaret synker Nedbøren straks i Jorden, hvor den falder, og slutter sig derefter til Grundvandstrøinme, der bevæger sig under Jordoverfladen i Retning af vandførende Lags største Fald for senere delvis at træde frem igen i Grøfter, Dræn eller Vandløb, og det er ikke givet, at de underjordiske Vandskel falder helt sammen med de overfladiske. Som Regel maa man imidlertid nøjes med den Vejledning, Niveaukurverne giver; men det følger af det sagte, at det i Terræn, hvor Højderyggene ikke er synderlig fremtrædende, heller ikke har megen reel Betydning at konstatere det overfladiske Vandskels fuldstændig nøjagtige Beliggenhed. Særlig Opmærksomhed kræver Grøfter og Vandløb, da Vandets Bevægelse i disse giver udmærkede Oplysninger. Vej- og Jernbanedæmninger vil ofte paa Strækninger danne Vandskel, selv om de ikke netop ligger paa en Højderyg, fordi Afvandingen følger Grøfterne paa begge Sider, saafremt disse da ikke er forbundet ved Gennemløb. Naar Vandskelslinier er indtegnet til alle Sider, kan Kanalens Opland udmaales, hvad sædvanlig lettest sker ved Hjælp af Planimeter. Er den paatænkte Kanal lang og skal modtage større Tilløb undervejs, maa man have et Skøn over dens Vandføring i forskellige Punkter og maa da foretage et tilsvarende Antal Op- landsbestemmelser, ligesom Oplandene for de større Tilløb maa bestemmes og udmaales særskilt. Hvad Afstrømnings koefficienter s Størrelse angaar, henvises til det i Punkt 11 fremførte. Meget almindeligt har man ved Projekteringer her i Lan- det efter Omstændighederne anslaaet den maksirnale Afstrømning til 0,5 å 1,0 1/s pr. ha, svarende til, at et Vandlag paa 30 å 60 mm Tykkelse kan strømme af gennem Kanalen i Løbet af en Uge. Dette er vel langt fra den mest intensive Afstrømning, man har iagttaget; men det vil förstaas, at man ikke kan dimensionere en Afvandingskanal med Henblik paa et Afstrømningsmaksi- mum, som kun indtræder ganske undtagelsesvis, thi det kan selvsagt ikke betale sig at bringe de økonomiske Ofre, som et saa stort Kanalanlæg vilde betinge, for at forebygge et forbigaaende Driftstab, som kun vil lides under exceptionelle Forhold. Derfor gælder det ogsaa i al Almindelighed, at For- dringerne til etAnlægs maksimale vandførende Evne maa sættes desto lavere, j o va n s keliger e og kostbarere en rigelig Dimensio- nering vilde være, mindst hvor Afvandingen kræver Anlæg af kostbare Rør- ledninger eller Opstilling af Vandløftningsredskaber, størst hvor fri Afstrømning med rigeligt Fald kan opnaas ved et rimeligt Jordarbejde. At finde det økono- miske Optimum i givet Tilfælde ved en Beregning lader sig kun sjældent gøre, fordi det er umuligt at give et talmæssigt Udtryk for den Risiko, man løber ved, at der enkelte Aar kan indtræde for høj Vandstand eller Oversvømmelse af visse lave Arealer. Dels er det ikke muligt at beregne, med hvilke Mellemrum det vil ske, dels vil den eventuelle Skades Størrelse i høj Grad afhænge af Tidspunktet for Oversvømmelsen og dennes Varighed. Langvarige Oversvømmelser kan for- uden at ødelægge Afgrøder have uheldige Virkninger paa Jordens fysiske og kemiske Beskaffenhed og give Anledning til Forhaling af Saatiden. Kortvarige