Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

90 imellem Dige og Fyldgrav, 12—22 m Forland udenfor Diget, Anlæg 12 paa ud- vendig og Anlæg 3 paa indvendig Side. Dette Profil er vistnok stærkere end de lollandske Profiler, men burde mulig have været noget højere. Se iøvrigt de paa Plan 4 viste Digeprofiler. 4) Digers Opførelse. Digers Opførelse maa foretages med stor Omhu. Man anvender altid lagvis Paafyldning og undertiden noget udadhældende Lag, hvad man mener giver et stærkere Dige. Lagene maa højst være 0,3 m tykke og bør komprimeres ved Stampning, Kørsel eller ved, at man driver Kreaturer i Flokke hen langs Digelinien. Græstørv og Muld maa omhyggelig fjernes, førend Arbejdet paabegyndes, saa at Diget kommer til at staa paa fast Bund. Fylden kan tages fra »Wattet«*) og Forlandet som foran beskrevet eller al- mindeligere fra en Fyldgrav umiddelbart indenfor Diget. Hvor Jordbunden ved Kysten ikke egner sig som Fyld til Diget, kan det blive nødvendigt at køre god Fyld til fra Bakker eller Grave i Nærheden. Af særlig Betydning er Digernes B e k 1 æ d n i n g. En frodig Græsvækst er en ypperlig Beklædning, som er billig og holder sig selv vedlige. Da det tager for lang Tid at bringe den i Stand ved Besaaning, anvender man som Regel Belægning med Græstørv, der er skaaret og gemt hen i dette Øjemed. De lægges som omtalt i Vejbygningen under Jordarbejde i vandrette Rækker med for- satte Stød, idet man begynder Ira neden og strør lidt Jord i Mellemrummene til Udfyldning af disse. I Almindelighed be- høves ingen Befæstelse; kun hvis Skraaningerne er særlig stejle, eller Aarstiden maaske er saa langt fremrykket, at man ikke tør vente, at Græstørvene er fastgroede, inden næste Storm- flod kommer, anvendes »Bestikning«, der bestaar i, at et Baand af Siv, Rør eller Halm ved Hjælp af en særlig Gaffel trykkes igennem Græstørvene ned i Digefylden (Fig. 31). Man kan i Stedet for Beklædning med Græstørv bruge Beklædning med Halm, Siv eller Rør, — en Art Tækning (Straadiger), der ligeledes fæstnes til Undergrunden ved Bestikning. Den anvendes dog kun, hvor man ikke kan skalle Græstørv, eller ved provisoriske Diger, der kun skal staa en kortere Tid. S ten beklædning (Stenglacis eller Stenkastning), som er omtalt i Vejbyg- ningen (Punkt 12) under Jordarbejde, er selvfølgelig den bedste og varigste Be- klædning, men hyppig har man ingen Sten. Paa Steder, hvor der ikke er For- land nok, mulig fordi dette i Tidens Løb er gaaet bort, saa at Diget er rykket helt ud til Wattet, skyer man imidlertid ikke nogen Bekostning, men anvender Sten, selv om de skal tilføres langvejs fra. Sædvanlig er det kun det nederste Stykke af Diget op til ordinær Flod, der belægges med Sten, medens Resten beklædes med Græstørv. Men i Nærheden af Byer ser man undertiden Diger be- klædt helt med Murværk af f. Eks. brændte Sten (Holland). Ved de lolland- falsterske Digeanlæg har man paa flere Steder ført Dige- linien ud over et af Vand overflydt Terræn i det Øjemed at indvinde Arealer, *) »Wattet« er i Marsklandene Betegnelsen for den Del af Kysten, der er under Vand ved hver Flod, og hvorpaa Marskdannclsen foregaar. Først naar Landet er naaet over almindelig Flod, og der kommer Græsvækst, kalder man det Forland.