Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

91 der tidligere var dækket af Vand. Paa saadanne Steder gaar Digerne over til at blive Dæmninger (Punkt 26), om end Navnet Dige sædvanlig bibeholdes, fordi Dæmningerne danner den umiddelbare Fortsættelse al Digeanlæg paa begge Sider. Paa Plan 4 er vist et saadant Dige eller Dæmning i Nakskovfjord, staaende paa Vs m Vand. Det har samme Højde, Kronebredde og øvre Anlæg som de sammesteds anvendte, tidligere omtalte Diger paa Land (se Pag. 89), men An- læget stiger paa udvendig Side fra Stormflodshøjde nedefter til 4, 5, 6 og 7, og paa indvendig Side fra 1,5 til 3, ligesom den indre Banket er gjort væsentlig bredere end ved de paa Land staaende Diger (6 m). I Vandlinien udvendig (fra 0,3 m under til 0,6 m over daglig Vande) har man søgt at efterligne den ved Øster- søen forekommende, naturlige Strandbred, idet man paa dette Stykke, der har Anlæg 7, har anbragt et Lag smaa runde Søsten af 10—15 cm Diameter og derover et 8—10 cm tykt Lag Singels og Ral, som fuldstændig lukker Aabnin- gerne imellem Stenene. Overgangen imellem denne »Chaussé« og den tidligere omtalte Græstørvbeklædning viser sig at være Dæmningens svage Punkt, idet Høj vandsbølgen er tilbøjelig til at underskylle Græstørvene. For at modvirke dette, er der ovenfor Stenlaget anbragt en dobbelt Række Randsten, af hvilke den øverste springer et Par Tommer frem over Græstørvene til Støtte og Beskyttelse for disse. Andre Steder, hvor Vanddybden er større, f. Eks. over Kramnitze Gab ved Rødbyfjord (Vanddybde 2 m), har man benyttet en Kronebredde af 3,1 m og større Anlæg, nemlig 4 umiddelbart ved Kronen og derefter 6 8 og 10 i Vand- linien samtidig med, at der er anbragt en lignende Chaussé som ovenfor, dog af større Tykkelse (’/s m). Ved store Digeanlæg (f. Eks. det lollandske) anlægger man sædvanlig et eller flere »Reservediger«, der strækker sig fra Hoveddiget, tværs paa Kystlinien op til det høje Land og forløber imod dette. Reservedigerne deler det inddigede Areal i to eller flere fra hinanden adskilte Omraader, saakaldte Kasser; de træder i Funktion ved et eventuelt lokalt Digebrud og tjener da til at begrænse Oversvømmelsen til den ene Kasse, hvori Bruddet sker. Hvor et Digeanlæg stopper op, søger man paa lignende Maade Forbindelse med det høje Land ved Hjælp af »F1 øj di ger«, der hindrer Højvande i at omgaa Anlæget. Paa Steder, hvor Vogne skal kunne passere Digelinien, anlægges Ramper, enten vinkelret paa Diget eller parallelt dermed langs Skraaningerne paa begge Sider. Ramperne kan passende have en Stigning paa 1 : 15 å 1:20. 23. Floddiger eller Aadiger tjener til at beskytte lave Arealer mod Høj- vande i et Vandløb. De opføres undertiden i Forbindelse med Havdiger som en direkte Fortsættelse af disse op langs et Vandløbs Bredder. Floddiger bliver ikke udsat for nævneværdigt Bølgeslag og behøver derfor ikke den brede, ydre Digebærme med svagt Anlæg, som benyttes ved Havdiger; men de skal sædvanlig kunne modstaa langvarige Højvande og muligvis samtidig Paavirkning af stærk Strøm og maa derfor i enhver Henseende udføres med samme Omhu som paakrævet for Havdiger. 12*