Bevægelseslære

26 Fastgjør man en Sten til en Snor og svinger den. rundt med Haanden, opstaar der et føleligt Træk i Snoren. Haanden maa stadig trække Stenen ind imod Centrum. Brister Snoren, fordi den ikke kan. modstaa Haandens Træk, saa kan Haanden. ikke mere udøve den til Stenens Cirkelbevægelse nødvendige Centripetal- kraft, og Stenen gaar da bort efter en Cirkeltangent. Naar Haanden trækker i Stenen, trækker Stenen selvfølgelig ogsaa i Haanden, idet et Tryk eller Træk imellem to Legemer altid er gjensidigt, og Stenens Træk i Haanden betegnes da ofte som dens Centri- fugalkraft, deri Størrelse er lig Centripetalkraften. I Virkeligheden burde man altid tale om Centripetal- kraft, da denne Kraft er den oprindelige, som Haanden udvikler, og som tvinger Stenen ind i dens Bane. Naar f. Ex. et Legeme hviler paa et Bord, siger man altid, at Legemet ligger og trykker paa Bordet, da Legemets Vægt er Aarsag til Trykket, og ikke at Bordet staar og trykker op imod Legemet. Naar en Svinghjulsring sprænges formedelst for hurtig Omdrejning, siger man i Reglen, at det er Cen- trifugalkraften, der liar sprængt Ringen. Det vilde være heldigere, om man sagde, at det var Centripetal- kraften, der var Aarsag til Sprængningen. Er f. Ex. en Arm sprunget, har den ikke kunnet taale Centri- petalkraftens Træk, og er et Stykke af Ringen sprun- gen bort efter Tangenten, saa er det, fordi de nær- meste Dele af Ringen, som vare i fast Forbindelse med Navet, ikke have kunnet udøve en tilstrækkelig stærk Centripetalkraft paa det bortsprængte Stykke uden at gaa i Stykker selv.