Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

116 Kalk og Luftmørtel. Den kulsure Kalk findes i Naturen især som Marmor, Kalksteen og Kridt. Foruden i reent mechaniske Øiemed (som Bygnings-, Vei- og Skrivemateriale) og til Fabrika- tion af »brændt Kalk«, bruges den i den chemiske Industri til Fabrikation af Glas, Soda og Cæment, til Slagge- dannelse (ved Jernudsmeltning) og til Udvikling af Kulsyre (ved Fabrikation af Roesukker og tvekulsuurt Natron). 1 Danmark fiindes Kalksteen og Kridt. Faxekalken (i Faxe Bakke, Stevns Klint), er en Koralkalk, som optræder i alle Varieteter fra den stilkede til den fuldstændigt tætte, næsten marmoragtige; det er den reneste af vore Kalkstene. Derefter kommer Saltholmskalken (Salt- holm), der er fiintkornet, krystallisk, marmoragtig. Li ra- stenen (Stevns Klint, Greenaa og Mariager) er en sandsteenlignende, grovkornet Kalksteen, dannet af Koral- brudstykker og Skaller af Bloddyr. Blegekridtet (Daugbjerg og Monsted, V. for Viborg) er mere fiintkornet og minder om Skrivekridt. Skrivekridtet (Møen og omkring Limfjorden) er meget fiintkornet og løst. Marmor er næsten chemisk reen, medens almindelig Kalksteen indeholder af fremmede Stoffer kulsuur Magnesia, Jern- og Manganilter, Leerjord, Kiselsyre, de to sidste oftest som Leer. »Brændt Kalk« tilvirkes af den kulsure Kalk ved en Opvarmning til stærk Rødglodhede, som uddriver Kul- syre; denne maa dog bortfores, efterhaanden som den fri- gjøres, hvilket i Praxis skeer derved, at Forbrændings- producterne og Flammen virke directe paa Kalkstenen, (Glødende brændt Kalk optager i en Kulsyrestrøm atter Kulsyre). Store eller meget tætte Stykker kræve stærkere eller længere fortsat Opvarmning, og denne maa altid holdes saaledes, at Kalken er fuldstændigt brændt uden at blive »dødbrændt«, d. e. ophedet saa stærkt, at den ikke mere lader sig lædske; i sidste Tilfælde maa Leret i Kalk-