Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

45 brænde paa Kist, standse de ved Sammenbagning- let Lufttrækket og gaae derfor let ud, ligesom de kunne smelte fast til Riststængerne; de blandes derfor med magre Kul. Derimod foretrækkes de til Smedning, til Fa- brikation af Gas og Cinders. Flamme evnen har ligeledes Indflydelse paa Steen- kullenes Anvendelighed, idet der til Flammeovne fore- trækkesKul med lang Flamme, som dog (ifølge Ovenstaaende) tillige ikke maae bage eller kun bage svagt; saadanne stærkt flammende Kul efterlade faa Gløder, brænde der- for hurtigt bort, og de antændes let. Til Dampkjedler og Huusholdninger foretrækkes Steenkul, hvis Flamme ikke soder for stærkt (langtflammende skotske Kul, kortflammende Wales-Kul, hvortil ogsaa Cardiff-Kullene høre); de kort- flammende give en varig Varme, da de efterlade mange Gløder. Til Fabrikation af Belysningsgas skal anvendes gasrige, altsaa langtflammede Kul, men Gassen skal tillige være lysende, og saadanne Kul, Gaskul, ere ogsaa bagende, men bage ikke saa stærkt som Smedekul. — Af praktisk Betydning er det endvidere, at Kullenes Askemængde ikke er saa stor, at de brænde for langsomt, eller at Asken ikke forstopper Risten ved at smelte sammen til Kager, der størkne, naar de, ved at synke ned paa Risten, ud- sættes for det kolde Lufttræk. Enkelte Kulsorter springe i mindre Stykker paa Risten (Parrot-Kul, nogle Wales-Kul). Steenkullenes Sammensætning er temmelig for- skjellig, idet (for de aske- og vandfrie Kul) Mængden af Kulstof kan være 75—93, af Brint 6—4, af Ilt og Qvæl- stof 19—3 Procent (Qvælstof c. 1 Procent). Som om- staaende Tabel viser, kunne Kullene ordnes i 5 Grupper efter Indhold af Kulstof (aftagende Indhold af Ilt). Til første Gruppe høre de almindelige skotske Kakkelovnskul, til anden og tredie de fleste Newcastle Kul, til fjerde og femte Wales-Kullene. De to yderste Grupper (altsaa de kulstofrigeste og de kulstoffattigste) ere begge tørre eller magre Kul, der i det Hoieste give frittede Cokes, de tre