Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

17 og den procentiske Kulstofmængde med Kulstoffets Brænd- værdi, 8080c, og Summen af disse Producter giver da Brændslets Brændværdi. Denne Methode hviler paa den ovenomtalte vilkaarlige Forudsætning med Hensyn tillitens Rolle i Brændslet. Endeligt kan man bestemme Brændslets Nyttevirkning i det Store ved at maale, hvormeget Vand det fordamper ved en omhyggelig Fyring under en Dampkjedel. De saa- ledes erholdte Værdier ligge langt under de theoretiske; tillige kunne forskjellige Sorter Brændsel vanskeligt sammen- lignes paa denne Maade, da hvert Brændsel kræver sin Rist og sin Kjedelconstruction. Temperaturen ved Forbrændingen er afhængig af Brændværdien og Forbrændingsproducternes Vægt og Varme- fylde, idet nemlig hele den udviklede Varmemængde med- deler sig til Forbrændingsproducterne. Kaldes Brændværdien C, Forbrændingsproducternes Vægt p, deres Varmefylde v, Forbrændingstemperaturen t, da haves (naar Forbræn- C dingen indledes ved 0°) C — t p v og t = —-; Tempera- turen vil altsaa være desto høiere, jo større Brænd- værdien og jo mindre Forbrændigsproducternes Vægt og Varmefylde er. Men i Almindelighed foregaaer ikke For- brændingen i reen Ilt, men i atmosphærisk Luft, hvis Qvælstof ogsaa skal opvarmes, og i Praxis maa man tillede mere Luft end theoretisk nødvendigt, hvorved Temperaturen nedstemmes yderligere. Paa denne Maade kan t. Ex. Forbrændingstemperaturen for Kulstof, Brint og Kulilte beregnes. Man har nemlig for 1 Vægtdeel: to