Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

Resten (0,406) er Svovl. De udvikle en stor Mængde og stærkt lysende Gas i meget kort Tid. Samtlige her omtalte Kul kaldes bituminose Kul i Modsætning til den paafølgende Klasse. A n t h r a c i t. Anthraciten er meget compact, eensartet, uden Spor af Plantelevninger, har en dyb sort Farve, ujevnt eller muslet Brud med Glasglands, ofte spillende i Farver. Den smitter ikke af, giver kun ringe Flamme, ingen Røg og antændes vanskeligt. De egenlige Anthraciter findes i Overgangs- formationen ; men almindelige Steenkul kunne ogsaa ved eruptive Masser være omdannede til Anthraciter. I det sydlige Wales findes et Lag Steenkul. som fra Øst til Vest frembyder alle Overgange fra Steenkul til Anthracit. — Anthraciten benyttes i Penusylvanien i store Qvantiteter til Udsmeltning af Jern og til Huusholdningsbrug. I Anthra- citen naaer Kulstofmængden sit Maximum, idet den orga- niske Substans har følgende Middel-Sammensætning: Kulstof Brint Ilt og Qvælstof 94,2 3,00 2,8, hvortil svarer en beregnet Brændværdi af c. 8500. Askemængden er c. 3 Procent. De indeholde ikke Vand. Vægtfylde — 1,4. Glødes de ovenomtalte i Naturen forekommende Sorter Brændsel uden Luftens Adgang, afgive de flygtige Decom- p ositionsproducter, som ved Afkjøling fortætte sig til 1) en vandagtig og 2) en olieagtig Vædse (Tjære), medens 3) brændbar Gas gaaer ufortættet bort; som fast Remanens faaes 4) Ku], som dog altid indeholder noget Brint og Ilt foruden Aske. Jo mere iltholdigt Brændslet er, desto mindre Kul efterlader det; saaledes give følgende Sorter Brændsel, tænkte askefrie og tørre: