Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

170 vist Tryk, ligesom det ogsaa derved vil vise sig, om Legeringen er skør. Dernæst kan man undersøge Legeringen mikro- skopisk efter en Polering, hvor Polermidlet er blevet ført paa et elastisk Underlag. Et godt Antifriktionsmetal maa da vise haarde Korn i Relief. Ekstra kan man naturligvis, om man vil, gøre Forsøg over Friktionens Størrelse og Slidforsøg. Efter Charpy kunne de her gjorte Fordringer til et Anti- friktionsmetal som Regel langt lettere tilfredsstilles af ternære Legeringer end af binære, medens det paa den anden Side som Regel vil være overflødigt at gaa over til at bruge Legerin- ger, der indeholde endnu flere Metaller. De danske Statsbaner bruge dels til hele Vognakselpander, dels til at udstøbe Pander med en Legering af 84 Dele Bly og 16 Dele Antimon, det saakaldte P-Metal —, hvorom nærmere S. 174 nederst —, og har efter Maskinchef Basses Erfaringer deraf haft lige saa gode Resultater som af en tidligere anvendt, langt dyrere Legering af 80 Dele Tin, 10 Dele Antimon og 10 Dele Kobber, undtagen overfor Stød, se Ingeniøren, 1898, S. 272. Charpy mener, at en Legering, der ogsaa indeholder Tin, vil være overlegen over Legeringer af Bly og Antimon alene, hvor disse ikke ere gode nok. Tinnet formindsker ganske vist de haarde Korns Haardhed, men tillige deres Skørhed, og det gør den eutektiske Legering mere modstandsdygtig mod Tryk. Efter Charpys Undersøgelser bør der i Legeringerne af Bly og Antimon være 10 å 20 % Tin, — mere af det dyre Tin er unyttigt —, og man kan da nøjes med 10 å 18 % Antimon. Her skal i øvrigt mindes om, at det bekendte Magnolia-Metal, hvorom nærmere S. 175 øverst, netop hovedsagelig indeholder Bly, Antimon og Tin. Han fremhæver i øvrigt, at et hvidt Metal, omtrent af samme Sammen- sætning som den ved de danske Statsbaner tidligere anvendte nys nævnte Legering, nemlig bestaaende af 83,33 Dele Tin, 11,11 Dele Antimon og 5,55 Dele Kobber, har givet fortrinlige Resultater ved det franske Jærnbaneselskab »Compagnie de l’Est«, idet Pander af saadant Metal, der vejede 7,56 Kg. og bar en 1ste Klasses Vogn, o: 15 å 18 Kg. pr. cm, ved Slid paa en Vejlængde af 100,000 Km kun tabte c. 26 g. Der smurtes med russisk Mineralolie, og Panderne løb ikke nær saa ofte varme som Bronzepander. Naar man udstøber den nævnte Legering i en varm Form, viser den sig ved metallografiske Undersøgelser at bestaa af ret haarde Tærninger af den kemiske Forbindelse Sb Sn, meget haarde Naale (grupperede som seksgrenede Stjerner) af den kemiske Forbindelse Sn Cu3 — se S. 46, Lin. 13 f. o. — og i øvrigt af en eutektisk Legering, og end- videre har den vist sig at være den Legering af de nævnte tre Me- taller, som meget nær giver størst Styrke mod Tryk uden at være skør. — Legeringen er jo imidlertid som anført meget dyrere end P-Metal, og der angives ikke, hvor meget den har slidt Akslerne.