Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

Forfatter: H.I. Hannover

År: 1899

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: København

Sider: 211

DOI: 10.48563/dtu-0000034

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 230 Forrige Næste
32 heftigere og stadig stærkere lysende og indtil 6 m lang. Efter- haanden opstaar en tordnende Larm, som hidrører fra den voldsomme Kulilteudvikling i det snevre Rum. Den stærke Gasudvikling river Slagge og Jærnkorn med sig ud af Pæren, hvilket giver et storartet Fyrværkeri. Naar imidlertid Kulstof- indholdet aftager mere og mere, bliver Flammen svagere, og paa Flammens Udseende kan den erfarne Værkmester se, hvor langt Processen er skreden frem. Ved at betragte Flammen i et Spektroskop kan man sørge for at standse Processen ved et vist bestemt Udseende af Spektret, □ : i det Øjeblik, en eller anden af Spektrets Linier forsvinder. Naar ved den sure Proces Afkulningen har naaet en passende Grad, kan man standse Blæsten, bringe Pæren til at ligge paa Ryggen og gennem Mundingen kaste noget forvarmet Ferromangan eller Spejljærn i Pæren. Meningen hermed er, at Manganet i Ferromanganet eller Spejljærnet skal gøre det Jærn- forilte, der er dannet ved Blæsningen og er opløst af Staalet, uskadeligt — se S. 26 L. 12 f. n. Men ofte driver man ved den sure Proces Afkulningen videre end ønskeligt, nemlig hvis der er meget Silicium at bortbrænde, og da har man navnlig med Spejljærntilsætningen ogsaa den Hensigt igen at forøge Kul- stofholdigheden. Ved Thomasprocessen er det ligefrem nød- vendigt næsten at afkulle fuldstændigt, da Fosforet først da brænder bort i stort Omfang, og senere forøger man da Kulstofholdigheden ved de nævnte Tilsætninger. Jo længere Afkulningen, altsaa Blæsningen, først har været dreven, des mere Jærnforilte er der dannet, og des mere er der altsaa da at ødelægge med Tilsætningerne. Undertiden giver man efter Processerne først en Tilsætning af Ferromangan for at ødelægge Jærnforiltet og saa af Spejljærn for at forøge Kulstof- holdigheden. Inden man lærte at fremstille manganrigt Ferromangan, kunde man slet ikke fremstille det kulstoffattige, bløde Staal -— se S. 11 nederst — ved Bessemer- og Martinprocessen, idet Spejljærntilsætningen øgede Kulstofmængden saa meget, og det er netop det bløde Staal, der nu tilvirkes i de største Mængder. Ved de nævnte Tilsætninger kan det imidlertid ikke und- gaas, naar en større Kulstofholdighed ønskes tilvejebragt, at indføre en betydelig Mængde Mangan, der kan gøre Produktet Fortræd. Derfor opfandt Darby 1889 at udføre Tilbagekul-