Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

53 ophører, og den hele Forlængelse, som Trækket foraarsagede, medens det virkede. Naar Trækket nogle Gange gentages, saa at Elasticitets- grænsen hæves op til Trækkets Størrelse, se S. 51, Lin. 12 f. n.3 er Legemet blevet fuldkommen elastisk. Bach skelner — se: Elasticitåt und Festigkeit, 3te Aufl., 1898, S. 69 — mellem Elasticitetsgraden og Elasticitetens Størrelse,’ hyilken sidste cr den elastiske Forlængelse pr. Længdeenhed, som en Forøgelse af Trækket med et Kg. pr. Tværsnitsenhed foraarsager. Foppl definerer — se hans Vorlesungen iiber techn. Mechanik, Bd. III, 189/, S. 43 — et Legemes Elasticitet som den Evne, det hår til at opsamle Formforandringsarbejde i sig til Afgivning igen paa om- vendt Maade. Han mener, at man herved bedre kan angive Elastici- tetsgraden bestemt, nemlig ved Forholdet mellem det Formforandrings- arbejde, som det som nævnt igen kan afgive, og det, som det modtog. Om Kirsch’s Indvendinger mod Foppl’s Definition og om andre Definitioner, se Centralblatt der Bauverwaltung, 1897, S. 170 og 204. Hvad Elasticitetens mulige Aar sag angaar, skal her føl- gende anføres: Hartmann antager — se Bulletin de la société d’en- couragement, 1897, p. 533 —, at Aarsagen til, at et Stykke Metal delvis vender tilbage til sin oprindelige Form efter en ubetydelig Formforandring er, at Molekylerne ved denne ere bievne polariserede o: have faaet visse ny Egenskaber, og dermed en Tendens til at depolarisere sig ved at vende tilbage til deres oprindelige Stilling. Rejtd mener — se: Die innere Reibung der festen Korper 1897, S- Elasticiteten skyldes den Elasticitet, som stærkt spændte Luftarter have, der findes indesluttede imellem Metallernes Mole- kyler, idet Osmond og Werth f. Eks. have vist, at smeltet Staal — se S. 26. Lin. 23 f. o. — indeholder Luftarter i store Masser. Imod Rejlos Teori kan imidlertid indvendes, at alle Legemer jo ere mere eller mindre elastiske, uden at det er bevist, at de alle indeslutte mere eller mindre højt spændte Luftarter. I øvrigt skal her bemærkes, at Rejtd skelner mellem nævnte Masse af Luftarter og det Overskud af Luftarter, som kan hid- røre fra, at visse Metaller i flydende eller glødende Tilstand absor- bere Luft, som de ved Afkøling mulig ikke se Lejlighed til at af- give. Enten lindes dette Overskud fint fordelt, eller ogsaa har det ved Størkningen faaet Tid til at samle sig i Blærer. S. 26, Lin. 23 f. o. er det, som nævnt, omtalt, at flydende Staal absorberer en stor Mængde Luft, som ved Afkølingen giver Blærer. Ved Staalets For- tætning — se S. 27, § 30 —antager nu Rejtd, at noget af denne Luft- mængde uddrives, og at derved Molekylerne lejre sig tættere, og Materialet bliver homogenere. Ved langsomt virkende Tryk uddrives Luften bedre end ved heftige Stød, overfor hvilke Luftblærerne virke som elastiske Buffere, — jvnfr. Kick: Das Gesetz der proportionalen Widerstånde, 1885, S. 95. Ved Udglødning af Staalstøbegods, — se S. 28 —, faar det fint fordelte Overskud af Luft nogen Lejlighed