Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

71 Ved Betragtningen af Fig. B, S. 69, kan man danne sig et Overblik over hvilke Stoffer, hærdet Staal indeholder, om end meget endnu er uklart. Hvis Staal ikke varmes til over Linien A1EA1 □ : i Praksis til lidt over 700° C., kan det overhovedet ikke hærdes. Hvis Staal indeholder 0,89 % C og varmes til over Punktet E, vil ved hurtig Afkøling intet Perlit dannes, og alt Kulstoffet findes da i Staalet som Hærdningskul. Det hærdede Staal bestaar da alene af Martensit. Hvis Kulstofindholdet er mindre, maa man varme stærkere, nemlig til over Kurven DBE, for at hele Massen skal vedblive at være Mar- tensit efter en pludselig Afkøling. Varmer man noget mindre, vil man efter hurtig Afkøling have Ferrit og Martensit, altsaa en inkomplet Hærdning, som bliver næsten umærkelig for under c. 0,5 % Kulstof eller noget mindre. Er Kulstofindholdet større end 0,89 %, vil Staal, der varmes til en Temperatur over EC efter pludselig Afkøling inde- holde Martensit, men, hvis det har over 1,3 °/0, desuden det saakaldte Austen it, der har den paafaldende Egenskab at lade sig ridse af en Synaal. Hvis derimod saadant Staal har været varmet til en Tempera- tur over Kurven CE, men dereftei' faar Lov at køle sig langsomt af, indtil Kurven CE er passeret, og saa køles hurtigt af, vil det indeholde Cementit. Formedelst Austenitudskilning vil hærdet Staal kun indtil en vis Grænse kunne faa større Haardhed, jo kulstofrigere det er — se Baumaterialienkunde, 1897—98, S. 69. Angaaende mange andre For- hold vedrørende Hærdning, kan henvises til: Commission des methodes d’essai, premiere session, tome II, 1895, p. 65. [Efter Sauveur, — se Stahl u. Eisen, 1897, S. 580, vil Ferrit- og Perlitudskillelse hindres fuldstændig lige ned til et Kulstofindhold af 0,12 °/0. og først ved et lavere Kulstofindhold vil Ferritudskillelse — stadig uden Perlitudskillelse — ske. Han oplyser imidlertid ikke, hvor stærkt han har varmet Staalet får Afkølingen]. De her gjorte Betragtninger synes at kunne forklare en Del fra Praksis kendte Forhold. Til Værktøjer, der særlig skulle taale Slag, f. Eks. Koldmejsler, vælges et Kulstofindhold af 0,7 å 0,9 °/0, — se S. 129, Lin. 12 f. o. —, hvorved nemlig det hærdede Staal kan blive et homogent Stof, Martensit, der lettere taaler Slagene end et mere kulstofrigt Staal, som i hærdet Tilstand f. Eks. tillige indeholder det ganske vist haarde Cementit, men netop derfor lettere springer itu, nemlig langs Grænsefladerne mellem Martensit og Cementit. Saadant kulstofrigere Staal, f. Eks. med 1 å 1,2 °/0 Kul- stof, er derimod, — se S. 129, Lin. 10 f. o. — netop at fortrække til Drejestaal, Høvlestaal etc, der ikke ere udsatte for Stød, og som bedre beholde deres Haardhed end Staal, der kun bestaar af Martensit, fordi dette, som det nedenfor skal forklares — se S. 73 § 69 —, let løber an ved Opvarmningen formedelst den af Arbejdet fremkaldte Friktion og derved bliver blødere, medens Indholdet af Cementit ikke løber an og altsaa beholder sin Haardhed. 67. Forskellige Hærdningsteorier. Der har mellem de Lærde hersket en stærk Strid om, hvad Aarsagen er til Hærdningen, o: om det, — som Carbonisterne mene —, er Kulstoffets Overgang til