Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

Forfatter: H.I. Hannover

År: 1899

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: København

Sider: 211

DOI: 10.48563/dtu-0000034

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 230 Forrige Næste
af Jærnmellemilte — Glødskal. Ved Smedning af rødglødende Jærn springer det af som Hammers kæl, og springer i Hvid- glødhede »Hitz« ogsaa uden Smedning heftigt af og med stærk Sprutten af hvide Gnister af brændende Jærn. At Hammer- skællene springe af hidrører fra, at de ved Temperaturfor- andringer ikke følge Jærnets Udvidelser og Sammentrækninger. Den ved Udstøbning af Raajærn og Støbejærn paa hen- holdsvis Pigjærn og Støbejærnsgenstande dannede Glødskal kaldes Støbeskallen. Den bestaar ogsaa af Jærnilter, dannede i høj Temperatur. Naar Svejsejærn, f. Eks. ved Uforsigtighed, bliver opvarmet for længe til Hvidglødhede, uden at det bearbejdes, bliver det hvad man kalder forbrændt, o: det forandrer sine Egen- skaber, bliver groft krystallinsk og skørt. Staal forbrændes allerede ved lavere Temperaturer, og des lettere, jo kulstof- holdigere det er, se S. 96, Lin. 3 f. n. Formodentlig vil ved Forbrændingen Hammerskæl eller ved Svejsejærn Slagge bortbrænde Kulstof. Bliver Svejsejærnet varmet til halvtflydende Tilstand, kan det opløse Jærnforilte, der gør det rødskørt—, se S. 78, Lin. 12 f. o., og forbrændt kulstofrigt Staal kan blive rødskørt af sintrede Silikatkorn, medens de ved Opvarmningen dannede grove Krystaller gøre baade forbrændt Jærn og Staal skørt ogsaa ved almindelig Temperatur. Disse almindelige Forklaringer af Forbrændingen synes nu at skulle blive heldig kompletterede ad metallografisk Vej, idet Stead ved Forbrænding af Staal med over 0,2 °/0 C har fundet, dels at det blev grovkornet — se S. 94, Lin. 16 f. o. —, dels at der var sket Luftudviklinger, som havde givet Kornenes Overllader Blærer, Ud- vækster samt Iltehinder, der formindskede Sammenhængen, — se Stahl u. Eisen, 1898, S. 650. Naar ingen rigtig Forbrænding var sket, vare Kornene voksede uden at iltes. I bægge Tilfælde gjorde Opvarmning til over c. 750° Staalet finkornet igen, men uden at øge Sammenhængen i det rigtig forbrændte. Ved forsigtig Udsmedning kan man hyppigt gøre forbrændt Svejsejærn godt igen, men Staal er ømfindtligere overfor for stærk Opvarmning og vanskeligere at gøre godt igen. Der er angivet mange Midler for Staal dertil, eller til, som det kaldes, at regenerere det forbrændte Staal med, der næsten alle gaa ud paa at gløde det i kulstofholdige Stoffer, og som kunne hjælpe noget, naar Staalet ikke er altfor forbrændt; men er Staalet helt forbrændt, lader det sig ikke regenerere. Naar Staal opvarmes for længe eller stærkt, saaledes at dets Brud vel viser grove Kry- staller, men det ikke under Opvarmningen har været saaledes udsat