Haandbog for Brugsforeninger

fond. Dette er jo i høj Grad efterlignelsesværdigt, især i Egne hvor det maa skønnes, at Oplysningsarbejdet er forsømt. Men jeg tror dog, man skal vogte sig for at mene, at man gennem Brugsforeningsvirksomheden skal søge at løse alle mulige paatrængende Opgaver, og jeg tror man gør rigtigst i at koncentrere Arbejdet her om den særlige Opgave, at for- skaffe Medlemmerne gode og billige Livsfornødenheder. Naar jeg raader hertil, maa det ikke opfattes, som at jeg anser denne Opgave overhovedet for den vigtigste; tvertimod anser jeg Oplysningsarbejdet for at være af ikke mindre Vigtighed, og som det derfor er af stor Betydning at faa fremmet. Men dette Arbejde ligger da heldigvis heller ikke Brak her i Landet; tværtimod er der maaske intet Land i Verden, hvor der gøres et saa forsvarligt Oplysningsarbejde, som her i Danmark, og særlig da paa Landet. Og derfor tror jeg ikke, man skal se skævt til de Brugsforeninger, der ikke har taget Oplysningsopgaven op. Selvfølgelig vilde det være godt og glædeligt, om Brugs- foreningernes Medlemmer arbejdede for Oplysningssagens og alle andre gode »Sagers« Fremme, men jeg tror kim ikke, at man skal koble disse Sager sammen med Brugsforenings- sagen. 24. Reservefonden. Det kniber undertiden for Foreningernes Styrelser med at faa Medlemmer til at afstaa noget af Overskudet til Reserve- fonden. Der kan ikke sjældent høres Indvendinger, som: »Hvorfor skal vi nu dække Tab, der kan formodes at komme engang i Fremtiden? Vi kan da lige saa godt vente til Tabene kommer« eller: »Vi har Møje nok med at skaffe det nød- vendigste til os selv, og hvorfor skal vi tage fra os selv for at berige Efterkommerne,« eller: »Vi har maattet sørge for os selv, lad Efterkommerne gøre ligesaa.« Det er efter min Mening en daarlig, egenkærlig og tillige ulogisk Tale. Det vilde nok have set endnu daarligere ud for den nulevende Slægt, om vi intet havde modtaget fra de foregaaende