ICornet, som giver os Brød, maae vi sikkert ansee for
den vigtigste Frembringelse af Planteriget. Dets Dyrk-
ning ligger ogsaa langt tilbage i Tiden og begyndte alle-
rede dengang, da Nomadehorderne maaskee af Mangel
paa tiistækkelige Gi’æsgange for deres bestandigt voxende
Hjorder ombyttede det omflakkende Liv med Agerdyrke-
rens. Middelbart har derved Kornet havt en overordenligt
stor Betydning, idet det ved en Betragtning af Natio-
nernes Tilstande viser sig, at en kraftig Civilisation ikke
udvikler sig under Noniadelivet, men først arbeider sig
frem, naar Mennesket i faste Bopæle begynder sit rolige
Liv, hvis mange Erfaringer, indvundne under Bestræbel-
sen for at afvinde Jorden det største Udbytte, danner
Spiren til Civilisationen. Da Indførelsen af Kornet som
Brødplante saaledes er meget gammel, kunne vi kun med stor
Usikkerhed paavise de Planters Hjem, som nu tjene til
Føde for den allerstørste Dee] af Menneskeheden. Men
at de første Agerdyrkere have grebet det Rette ved at
vælge netop de nuværende Kornsorter til Brødplanter,
derom overbevises vi let ved en Betragning af de Stoffer,
som findes i Kjærnen, og af dem, hvoraf vort Legeme er
sammensat.
Det menneskelige og dyriske Legeme bestaaer af to
Klasser af Stoffer, nemlig de els organiske, forbrændelige