Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

SANDFLUGTENS DÆMPNING I TISVILPEEGNEN TI Kongen paa, at, om han end haabede ved Guds Hjælp at kunne dæmpe de store Sandmasser, maatte det dog tage mere end 3 til 4 Aar, da der var »Here Hundrede skrækkelige Indbrud af dem.«1 Energisk som han var, tog han kraftig fat i Vinteren 1724 til 172$, og han kunde (23. April 1725)2 gjøre Indberetning om, at lian havde faact gjort cn god Begyndelse; lian havde været heldig med at faa det Frø, han havde modtaget fra Jylland, til at gro i cn Kasse med Sand, og han havde faaet forholdsvis anselige Arealer af Sand dækkede dels med Tang, der blev kjørt op fra Stranden, dels med »de saakaldte Tuer« (formodentlig Græstørv).3 Netop disse vare dc Hovedmidler, lian vilde bruge foruden Plantning og Ris- gjærdcr. Husker man paa, at det gjaldt Tuscnder af Tønder Land, til Dels bedækkede med Sandmasser, der let sattes i Bevægelse af Vinden, faar man Indtryk af, at der foreha et umaadeligt Arbejde for ham. Han var utrættelig paa Færde rundt omkring, først kjørende, men snart efter ridende for at kunne komme bedre afsted. Samtidig var han ivrig for at faa det Frø af Marehalm og Klittag, som lian behøvede. Han opfordrer Amtmand Gram til at sørge for, at der blev skrevet til Gehejmeraad Sehested i Oldenburg, »om Bønderne derovre maatte samle Græsvipper for at faa Frø«, og han rejser i 172; selv derover i samme Anledning. Foruden Sandhavrefrø medbragte han tilbage derfra bande Kløverfrø og Bramfrø (!) samt et Slags Frø, kaldet Genista spinosa, som han vilde bruge til at anlægge levende Gjærder.4 Fra først af havde han kun forholdsvis fo a Folk til at hjælpe sig; men saaledes kunde det ikke blive ved at gaa, han behøvede bety- deligt Mandskab med mange Vogne, og lian trængte derfor stærkt paa for at faa sligt. Lykkeligvis fandt han cn saa ivrig Støtte, som 1 Smstds. 176 a og Rentek. Forestill. Prot. 18. December 1724. 2 Bilag til Lowzows Bemærkninger o. s. v. 3 Det kunde ligge nærmest, naar man hører Ordet Tuer, at tænke paa saa- danne, der i Massevis fandtes paa de gamle Oredrev; men det er vel tvivl- somt, om det ikke var altfor besværligt at faa nok af dem bragt til Tisvilde, og om de vare saa fast sammenhængende som Græstørv. 4 Rentek. Forestill. Prot. 28. Januar 1726.