Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

Forfatter: Edvard Holm

År: 1905

Sider: 19

UDK: 627.5 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000072

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 24 Forrige Næste
16 EDVARD HOLM: den Retning, Røhl vilde ind paa, naar han fik Kongen til at tillade, at han paa Strækninger ved de tvende nys nævnte Landsbyer, hvor der natur- ligvis ved Sandflugten var kommet vild Forstyrrelse i Jordfordelingen, tn natte anlægge en stor saakaldet Schæferigaard. Den skulde bringes op til at have 40 til ;o Stude og 600 Faar, og han mente endog, i Løbet af 3—4 Aar at kunne forøge Faarenes Tal til zooo. Kongen gav ham et rentefrit Laan paa 1000 Rdlr.; hvad han ellers behøvede af Penge, maa han paa anden Maade have forstaaet at skaffe sig. Denne Gaards Drift kom virkelig i Gang, og Røhl havde endog Ønske om at faa endnu en ny saadan stor Gaard anlagt.1 Men herved kom han til at ødelægge sin egen Stilling. Vel vide vi intet om, hvorledes han fik denne Sag ordnet; men det er ind- lysende, at det kun kunde ske ved en betydelig Indskrænkning af Bøndernes Bymarker. Sandet havde tidligere voldt dem store Tab, og nu kom den Mand, der skulde hjælpe dem imod denne Hjem- søgelse, og skilte dem ved en Del af Landsbyernes Jorder. De kunde endog i Aanden se sig truede med Hoveri til ham. Intet Under, at han fuldstændig lagde sig ud med dem. Samtidig gav han sig blot for Anklager for Egennytte og for Sigtelser for, at han mere brød sig om sit eget Gaardbrug end om Sandflugtens Dæmpning. Hvor meget der var berettiget heri, er umuligt at vide; men en Kjendsgjerning var det, at han ikke alene fik Bønderne imod sig, men ogsaa gjorde sig Uvenner med, hvem han ellers havde at gjøre med, og tillige blev Gj en s tand for Kritik paa indflydelsesrige Steder. Særlig galt blev det, da den Mand, der havde været hans uundvær- lige Støtte, nemlig Gram, vendte sig fra ham. I skarpe Udtryk talte han i en Indberetning til Rentekammeret om Røb Is »hitzige og ustadige Naturel samt bekjendte Egennyttighed og Selvraadighed, og om, hvorledes han altfor meget var optaget af at pløje og saa, fæste Korntiender og kjøbe Hø til sit Hollænderis og Schæferis Undcrholdelse«; han boldt det for nødvendigt, at Røhl paa en eller \ 1 Forestill, af Røhl af 4. Juli 1732 og Skrivelse fra Gram i Pakke: Kgl. Kommissionsforretning om Elyvesanden paa Kronborg Amt 1735.