Folkebad
For Landsbygden

38 Badstubadet derimod har fra de aller ældste Tider og til nu hævdet sin Plads som et Bad for spredtboende Nomadefolk og almindelig Landsalmue, og det vil derfor faa en nøiagtig Beskrivelse senere i Bogen. Her skal det blot omtales med nogle faa orienterende Bemærkninger. Badet bestaar, saadan som det endnu findes hos Fin- nerne, af en liden Hytte, hvori der er indrettet Afklæd- ningsrum og Baderum eller det er indrettet i Vaanings- huset, f. Ex. saadan I Baderummet er der gjerne en eller flere Hjeller eller Bænke, hvorpaa de Badende kan ligge i forskjellig Høide under Taget. Varmen bruges ikke her saa stor som ved Romer- badet (sjelden over 55—60°), men Fugtigheden er ofte noget større, ja af og til saa stor, at Badstubadet inaa regnes for et fugtigt Varmluftsbad □ : med Dugpunkt over 37 . Fugtigheden kan saaledes være noksaa variabel; men bør dog som Regel ikke overskride et Dugpunkt af ca. 35 °. Den variable Fugtighedsgrad hænger tildels sammen med det eiendommelige Sæt, hvorpaa Varme og Fugtighed skalles tilveie. I Baderummet, der som Regel er noksaa lidet, staar en forholdsvis stor Murovn1. Inde i denne, over Ildstedet er paa en Jernrisl lagt en Haug al Stene, \annen og Røgen fra Ilden maa nu passere indimellem Stenene for at slippe op i Skorstenen, og derved opvarmes disse stærkt. Naar nu Ilden er udbrændt og Stenrøsen er bleven rigtig glohed, hikkes Skorstenen ved et Spjæld. Samtidig lukkes 1 Efterfølgende Forklaring gjælder de saakaldte «utrökande» Ovne.