Folkebad
For Landsbygden

55 salveri for at skaffe sig en Bifortjeneste. Mest drev de med Kopsætning, hvilket vandt Publikums Tiltro i den Grad, al det blev fast Skik at koppe sig en eller flere Steder paa Legemet hver Uge. Ja, der fandtes Folk, som bogstaveligt ikke havde en Flæk paa Kroppen, som var fri for Koppemærker. Foruden Kvaksalveri drev Badsluholderne ogsaa Bar- bering og Haarskjæreri, og der udviklede sig i det 17de og 18de Aarhundrede i mange Byer en egen forunderlig sammensat Bad-, Barber- og Kvaksalverbestilling, som dog var meget lidet anseet. Disse «Badere» var meget ofte forlorne Studenter, som ikke fik sine Examener, og hvis Ærlighed ikke var første- rangs. De regnedes i Klasse med Spillere og Eventyrere, og hvad Slags Mennesker det var, fremgaar tydeligt af den Omstændighed, at de lil Badstuen havde Bagrum, som de udleiede for Elskov. Selve Badene tabte ogsaa udover denne Tid niere og mere i Anseelse, thi efter Korstogenes Tid havde der ud- viklet sig forskjellige Uvaner og Udsvævelser i Forbindelse med Badningen. Grundvolden til dette forelaa allerede fra tidligere af hos Germanerne — det var nemlig den Skik, at de for- skjellige Kjøn badede sammen. Delte havde dog tidligere — saa at sige — foregaaet i al Anstændighed; men efter at Korsfarerne havde lært, hvordan det gik for sig i Østen, kom de hjem med for- skjellige lastefulde Vaner. Man opholdt sig timevis i Badene, hvor man for- nøiede sig med letfærdigt Kvindeselskab, Spil og nød Vin, Øl og Mad til. Ofte havde man indrettet Gallerier, hvor- fra Tilskuerne kunde nyde det gemytlige Liv, og hvorfra de mandlige Tilskuere samtalede og spøgte med de badende Kvinder o. s. v. Paa samme Maade udartede ogsaa Livet ved de store Badesteder, som dannede sig omkring naturlig forekom- mende Mineralkilder (Wildbäder), hvoraf der var mange bekjendte i Mellem-Europa, f. Ex. Aachen, Wiesbaden, Baden-Baden o. 11.