Folkebad
For Landsbygden

58 nærmest bort som en Modesag indført fra Udlandet. Der kom jo Badstuerne i fuldstændig Miskredit særlig blandt de høiere Stænder. Norge stod dengang, under stærk Paavirkning af Tysk- land, over Danmark, idet en hel Del af vore Embedsmænd var indflyttede Dansk-Tyskere, og desuden maatte Norges Ungdom til Udlandet for al studere og hente Dannelse. Alle disse førte med sig fra Udlandet en dyb Foragt for Badstuerne — en Synsmaade, der lidt efter lidt forplantede sig som en Mode ogsaa til Menigmand, og førte til, at Badstuerne kom aldeles ud af Brug. At Almuen saa let og fort kunde forlade sine kjære gamle Badsluer kom ogsaa af, at paa denne Tid blev den lidligere almindeligvis brugte Striskjorte ombyttet mel Lærredsskjorte, som oftere byttedes ren, og delte gjorde til €n vis Grad ikke Badningen saa nødvendig som tidligere. Eilert Sundt fandt saa sent som 1850 de sidste Bad- stuer som var i Brug, høit oppe i en Afdal ovenfor Man- dal (Aaseral). Det var den gamle Lensmand Liestøl, som endnu hang fast ved den gamle Skik, og Sundt fortæller, hvor- dan denne gamle livskraftige Mand ofte udtalte, at han troede, Folk vilde holde sig sundere og stærkere, om de vilde gjøre som ham og bruge Badstubadet. Men Folkene følger som Regel tankeløst Tidens Strøm- ninger, hvad enten disse bærer frem eller tilbage, og den gamle Hædersmand, som hang fast ved den gode Badeskik, hørte man derfor ikke paa. C. Nutiden. Det forløbne Aarhundrede har været særdeles rigt paa store Opfindelser og Opdagelser, som har bragt Menneske- heden betydelig frem saavel aandeligt som materielt, og vi ynder derfor at benævne det Kulturens Aarhundrede. Men i en Henseende har dog delle Aarhundrede staaet til- bage for saavel Oldtiden som for den i saa mange Hen- seender foragiede Middelalder, nemlig i Omsorgen for den personlige Renslighed og Legemets Pleie.