Folkebad
For Landsbygden

59 Man kan sige, al de mest selvfølgelige og for Daglig- livet vigtige Ting er bleven forsømt i Forhold til alle de andre store Fremskridt. Muligens at disse sidste i altfor høi Grad har optaget Sindene, saa man har glemt de nær- mest liggende Opgaver. Muligens at cle Udskeielser, som førte til Badevæsenets Forfald i Slutten af Middelalderen, har bragt dette i saadan Miskredit, at Følgen deraf har holdt sig lige til vore Dage. Nok af det — efter at Middelalderens Badstuer var kommet væk, gik det svært smaat med, at noget kom istedet. Havde man tidligere været for ublufærdig, saaledes at de forskjellige Kjøn havde badet sammen, saa slog det nu om i den modsatte Yderlighed — man gik saa langt, at man udstedte Forordninger mod, at Børn badede i Floder og Elve, som stødende mod den offentlige Velanstændig- hed \ Det er let forklarligt, at under saadanne unaturlige Forholde kunde ikke noget offentligt Badevæsen trives. I den gamle Verden var det paa denne Tid kun Araberne langs Middelhavslandenes sydlige Kyster, som havde sine Hamams, Tyrkerne havde sine Vannluftsbad, Russere og Finner havde sine Dampbad eller Badstuer; men i Europa forøvrigt fandtes kun enkelte Badekar hist og her. Disse var dog med Hensyn til sin Nyttevirkning at sammenligne med Draaber i Havet. Offentlige Badeanstalter fandtes kun undtagelsesvis, f. Ex. i de store Hovedstæder som London og Paris; men de var kun bestemt for de velhavende Klasser og gjorde ikke paa nogen Maade Fordring paa at være «Folkebad». Enkelte Tænkere og Filantroper tog Ordel for at Badning og Svømning burde blive mere almindeligt, som gavnligt for en god Folkehelse; men man log ikke Notis af’ dem. Stødet til en ny Opvaagnen af Folkebad udgik som næsen alle Fremskridt paa det olien Hige Sundhedsvæsens Omraade fra England. En Parlamentakt al 1846 an- 1 Julian Marcuse: «Bäder und Badewesen in Vergangenheit und Gegenwart».