Folkebad
For Landsbygden

71 sted, hvorover paa en Rist (ogsaa muret af Sten) var lagt en Hang runde Stene. Der var ingen Skorsten — Røg og Sod fik samle sig inde i Rummet og bane sig Vei ud, saa godt den kunde gjennem en Glugge i Væggen eller Taget (Ljore) eller gjennem Døren. Dette var den saakaldte indrøgende Ovn. Først efteral Ilden under Stenrøsen var godt udbrændt og Gløderne vækkarrede, luftede man ud, lukkede saa igjen og badede derpaa i den Varme, som afgaves af den ophedede Stenrøs og den Damp som frem- kommer ved al skvætte Vand paa den. Men imidlertid var Bænke og Vægge og alt i Rummet blevet tilsodel og tilrøget, saa det hele ikke gav Indtryk af at være til for Renslighedens Skyld. Finnerne brugte dem for at anspore sin Hud til mere Virksomhed og Funktions- dygtighed, og de betragtede Badstuen som et af de ypperste Midler mod alskens Sygdomme. Desuden fandt Finnen Nydelse ved sit varme Badstubad. Badstuer af ovennævnte Udseende og med denne For- udsætning (saakaldte Røgbadsluer) forefindes endnu i stort Antal i Finland, men mest i de afsidesliggende Dele af Landet og blandt den fattigste Del af Befolkningen. Den nyere Tid gjør sig gjældende med sine Syns- inaader. Ovnen og dermed hele Badet forandrer Karakter. Ovnen biir nemlig i de Badstuer, som nu bygges i Fin- land, forsynet med Skorsten, som fører Sod og Røg ud, saakaldt ndrøgende Badstuovn. Hermed faar straks hele Badet et renere, ordentligere og mere tiltalende Præg, som endmere forhøies ved andre samtidige Forbedringer i Badet: som Trægulv istedetfor det tidligere brugte Jord- gulv, flere og større Vinduer, eget Rum for Af- og Paa- klædning m. ni. Selve Ovnen biir desuden helst bygget af Mursten istedetfor af Graasten, forel indvendig med ildfast Sten, forsynet med Spjæld til at lukke Skorstenen, efter al Uden er udbrændt, og sidst men ikke mindst vigtigt, der biir i Ovnsmuren indlagt saakaldte Murankere, som bevarer Ovnen nogenlunde fra al sprække istykker under Paa- virkning af Stenrøsens Udvidning af Varmen.